Som søsterbilen Porsche Taycan får Audi e-tron GT en opgradering med større batteri, længere rækkevidde og endnu flere kræfter.
Med ansigtsløftet af Porsche Taycan tilbage i februar, lå det lige som i kortene, at Audi e-tron GT ville få en tilsvarende make-over. De to biler deler platform og teknik, og nu får versionen med de fire ringe i næsen ganske rigtigt en opgradering.
Som Taycan handler det om større batteri, hurtigere opladning og flere kræfter. Batteriet i e-tron GT vokser fra 84 til 97 kWh netto, hvilket med et snuptag øger rækkevidden fra 487 til op til 605 km. Ikke desto mindre er det større batteri ni kg lettere end det gamle. Et godt eksempel på, at batterier hele tiden bliver mere effektive.
10-80 pct. på 18 min.
Audi e-tron GT kører med 800 volt-teknologi, og er i forvejen hurtig ved lynladeren. Nu bliver der endnu kortere tid til en kop kaffe, for max-effekten øges fra 270 til 320 kW. Under optimale forhold kan du dermed lade batteriet fra 10 til 80 pct. på blot 18 min. En rekordhurtig opladning som søsterbilen Porsche Taycan faktisk præsterede i den norske NAF-rækkeviddetest for nylig. Så det er altså ikke pral, når Audi hævder, at ladetiden er yderligere reduceret.
Alting går i det hele taget hurtigere i Audi e-tron GT efter den nye opgradering. Selv ’basisudgaven’ S e-tron får væsentligt flere kræfter. Som quattro har den to motorer, der trækker på alle fire hjul med en samlet ydelse på op til 500 kW (679 hk med launch control. Det rækker til en 0-100 km/t tid på 3,4 sek.
Næste version, RS e-tron, yder op til 630 kW (856 hk) og accelererer til 100 på 2,8 sek. I topmodellen RS e-tron Performance går det for alvor hurtigt: Her når du 100 km/t på blot 2,5 sek., fordi motoren yder hele 680 kW (925 hk) med launch control. Det gør RS e-tron GT Performance til den kraftigste Audi nogensinde.
Ikke desto mindre overholder Audi den interne hakkeorden. Søsterbilen Porsche Taycan fås med op til hele 760 kW (1034 hk) og er endnu hurtigere. Sådan er det i VW-koncernen, hvor Porsche rangerer over Audi.
Luftaffjedring er standard
Men i øvrigt er der ikke sparet på noget i e-tron GT. Den er en opvisning i, hvad Audi kan. Blandt de lækre detaljer er en nyudviklet luftaffjedring, der både forbedrer komfort og køredynamik. Som ekstraudstyr fås aktiv affjedring, der holder bilens karrosseri næsten helt vandret under opbremsninger, styremanøvrer og accelerationer. Det giver meget præcise styreegenskaber og øger kontrollen over bilen markant, når man kører sportsligt.
Panoramaglastaget kan gøres uigennemsigtigt med et tryk på en knap. Det fungerer ved hjælp af den såkaldte PDLC-teknologi (polymerdispergeret flydende krystal), som kan skifte fra gennemsigtig til uigennemsigtig. Mellem elektrisk aktiverbare glaskomponenter svømmer den flydende krystal, som har givet systemet sit navn. Hvis der ikke er nogen spænding, danner krystallerne et uigennemsigtigt lag. Når der tilføres strøm, retter krystallerne sig ud, og taget bliver gennemsigtigt.
I kabinen er el-justerbare sportssæder nu standard, og indtræk og tæpper er fremstillet af materialer med en høj grad af genanvendelse.
I Danmark i efteråret
Selv om e-tron GT er hurtig, må danske liebhavere vente til efteråret, før modellen når frem til de lokale Audi-forhandlere.
Danske priser og udstyr er endnu ikke fastlagt. Men igen kan vi skæve til søsterbilen Porsche Taycan, hvis vi vil have et kvalificeret bud. Billigste Taycan koster 929.000 kr., så mon ikke Audi klemmer sig under 900.000 kr.
Fakta: Audi e-tron GT 2024
Audi S e-tron GT
Strømforbrug ved blandet kørsel: 5,5 km/kWh
Rækkevidde: op til 605 km
Audi RS e-tron GT
Strømforbrug ved blandet kørsel: 5,4 km/kWh
Rækkevidde: op til 593 km
Audi RS e-tron GT performance
Strømforbrug ved blandet kørsel: 5,3 km/kWh
Rækkevidde: op til 583 km