Elektrisk stjerne til syv

Mercedes EQB

BILTEST: Mercedes EQB kan fås med syv sæder. Kvalitetsfornemmelsen er høj, men der findes mange bedre konkurrenter – med fem sæder.

Hvilken bil?

Mercedes EQB er noget så usædvanligt som en elektrisk bil med syv sæder. I hvert fald hvis man husker at krydse af i det rigtige felt og betaler 12.334 kroner for sæde seks og syv. De to bagerste sæder, der kan foldes ned i bagagerummets gulvet, bør ikke – som Mercedes skriver – benyttes af personer, der er højere end 165 centimeter.
EQB-batteriet er på 66,5 kWh. EQB 250 til 436.000 kr. har træk på forhjulene, yder 140 kW (190 hk) og forbruger 16,4 kWh pr. 100 kilometer. Rækkevidden er ifølge WLTP-normen 469 km. EQB 300 4Matic koster 461.000 kr., 4Matic betyder træk på alle fire, ydelsen er 168 kW (228 hk), forbruget 18,2 kWh/100 km og rækkevidden 420 km. Topmodel og testbil 350 4Matic står i 479.000 kr., yder 215 kW og har en rækkevidde på 420 km.

Vidste du at?

EQB er oprindeligt født som GLB, altså er den en fossildrevet bil ombygget til el. Samme gør sig gældende med EQA, der er baseret på GLA. Fællesplatformen er A-Klassen, altså Mercedes’ mindste og billigste.

EQB kan af en eller anden grund ikke udstyres med trækkrog, hvilket den mindre EQA godt kan.

Umiddelbart er det svært at se, hvorfor det forholder sig sådan, men der er sikkert en indlysende forklaring. I hvert fald er det et faktum, man skal være opmærksom på, hvis man gerne vil kunne spænde en trailer efter sin elbil.

Hvordan er førerpladsen?

Selvom basis er Mercedes’ mindste, så fejler fornemmelsen af soliditet og gode løsninger intet. Sæderne er fremragende, indstillingsmulighederne nærmest uendelige, og betjeningen er efter kort tilvænning på vanlig Mercedes-vis enkel og intuitiv.
De to digitale 10,25 tommer store skærme står ultraskarpt, og man kan ved at benytte den lidt vel følsomme touchpad mellem sæderne undgå at fedte infotainmentskærmen til. Klimaanlæg, elbagrude og sædevarme betjenes med tryk- og vippeknapper, og så tillader Mercedes-styresystemet MBUX stemmekommandoer til en del funktioner.
Gearvælgeren er som altid i en Mercedes en stilk på højre side af rattet, dér, hvor de fleste bilers vinduesviskere aktiveres. Vinduesviskerne betjenes så ved at dreje på blinklyskontakten. Umiddelbart lidt ulogisk og ikke 100 procent optimalt, men det fungerer efter kort tids tilvænning.
Personligt er jeg ikke vild med Mercedes’ varierede brug af aluminium i forskellige afskygninger. Slet ikke i kombination med udpræget brug af pianolak, der formentlig er den mest støvfnug-tiltrækkende overflade, der findes.

Hvordan opleves kabinen?

Med syv sæder kan anden sæderække forskydes 14 cm, og når passagerne til sæde seks og syv skal ind på bagsædet, kører man først række to frem og folder derefter de to yderste ryglæn på rækken så langt frem som muligt. Det er ikke det samme, som at gøre det nemt at komme derom, for det kræver en vis adræthed og evne til at krølle sig sammen. Og som nævnt bør de bagerste passagerer maksimalt være 165 cm høje.
Batterierne er placeret under gulvet ved række to, og det betyder desværre, at gulvet er hævet i forhold til i GLB. Dermed vil mange opleve, at de sidder med knæene rigeligt bøjede og benene i en vinkel, der på længere ture er ukomfortabel.
Bagagerummet i EQB er med fem sæder i brug på 495 liter, med alle syv sæder oppe er der i sagens natur ikke meget rum til tasker og små kufferter. Ladekablerne har plads i et rum under gulvet. Et frunk, altså et bagagerum under den forreste hjelm, findes ikke.

Er sikkerheden i orden?

Mercedes GLB blev testet i 2019 af sikkerhedsorganisationen Euro NCAP til de maksimale fem stjerner. Da EQB grundlæggende er den samme bil, har man omregnet testen og udført supplerende beregninger. Også til fem stjerner. Efter 2022-kravene vil GLB/EQB næppe opnå lige så mange stjerner. Blandt andet fordi konstruktionen er af en dato, hvor airbag mellem forsæderne ikke er en mulighed. Den syvende airbag sidder ved førerens knæ.
Husker man at tilkøbe førerassistentpakken til godt 19.000 kr., der bl.a. indeholder adaptiv fartpilot, en medstyrende funktion og skiltegenkendelse er man dog ganske godt kørende.
Men alene det faktum, at man i en elbil til knap en halv million afgiftslettede kroner skal betale ekstra for noget så selvfølgeligt som den adaptive fartpilot, kan kun karakteriseres som “for sølle”.
Med pakken er den tæt på selvkørende på motorvej, da bilen udover følg efter den forankørende-funktionen også indeholder en såkaldt rutebaseret farttilpasning – altså afpasser den hastigheden efter skiltene og holder samtidig øje med vejens forløb. Det virker, og det virker ret betryggende.

Hvordan kører den?

EQB kører præcis, som man forventer, at en Mercedes SUV vil køre: Masser af komfort og tyngde. Vægten er 2,1 ton, og det sætter sine aftryk. Standard-hjulmonteringen er 18 tommer, og mit bud vil være, at man bør holde sig der og ikke lade sig friste af 19 eller sågar 20 tommer fælge. Det vil formentlig gå seriøst ud over komforten.
350 4Matic yder 215 kW, svarende til 292 hk, hvilket bringer den fra 0 til 100 km/t på 6,2 sekunder. 250’erens forhjulstræk og 140 kW (190 hk) vil de fleste kunne klare sig med, særligt da gevinsten ved neddroslingen og forhjuls- fremfor firehjulstræk øger rækkevidden med knap 50 kilometer. Tophastigheden er i alle EQB’er elektronisk begrænset til 160 km/t.

Hvordan er motor og opladning?

Det knap 67 kWh-store batteri imponerer ingen i 2022, en ladeevne på maksimum 100 kW gør heller ikke. De fleste konkurrenter har batterier nær 80 kWh og kan fuldt opladet tilbagelægge omkring 500 kilometer eller mere.
Trods en vægt på 2,1 ton, den meget lidt aerodynamiske udformning og testbilens firehjulstræk var jeg alligevel overrasket over, at den reelt kun konsumerede 19 kW pr. 100 kilometer på en motorvejstur fra Aarhus til København.
Temperaturerne var ganske vist batteri-venlige 15-20 grader, og jeg kørte ikke på noget tidspunkt hurtigere end 110 km/t. I lige præcis den virkelige verden var rækkevidden knap 350 kilometer, og det er udløser karakteren bestået i min bog. Med batteriet nede på 18 pct. tog det i en lynlader cirka 25 minutter at tanke op til 80 pct.
På bagsiden af rattet sidder to skiftepadles, der justerer rekuperationen af strøm. Med maksimal genindvinding af strøm er det i EQB som i andre elbiler faktisk muligt at holde så meget strøm på bilen, at man efter en tur, der foregår primært i byen og kun ganske lidt på landevejen, har stort set lige så meget strøm på bilen, når turen er slut, som da den begyndte.

Passer prisen?

Mercedes skal rime på premium, og derfor får man også lov at betale for den der særlige “Mercedes-fornemmelse”, stjernen i næsen og følelsen af kvalitet. I forhold til den mindre EQA med samme drivlinjer er den 5-sædede EQB nærmest billig – merprisen er beskedne 12.000-15.000 kr., men man får kun minimalt længere rækkevidde i EQA’en, og man får klart mindre plads.
EQA 250 findes i øjeblikket i en særlig plus-udgave med en rækkevidde på 530 km til samme pris som EQB 250. En EQB med et plus findes ikke.
For både EQA og EQB gør sig gældende, at man skal betale ekstra for at få pakken med den adaptive fartpilot, og det er der ikke meget stjernedrys over.

Er der alternativer?

De oplagte alternativer er VW ID.4, Skoda Enyaq og Audi Q4 e-tron. Med sidstnævnte som det nok mest interessante, hvis prestige stadig betyder noget for elbilisterne. Alle tre har større batteri, dermed klart længere rækkevidde, de er fysisk et lille nummer større, men syv sæder kan de ikke fås med. Med samme udstyr koster de ikke mere end EQB.
BMW iX1 xDrive 30 er på vej og kan være et oplagt alternativ til EQB 350 4Matic. Om den ved vi endnu ikke så meget – rækkevidden er angivet til “op til” 438 km, og den foreløbige pris står på BMW’s hjemmeside opgivet til 460.000 kr.

Konklusion

For: Førerplads, komfort, syv sæder
Imod: Garanti, ikke mulighed for anhængertræk, ekstra sikkerhed koster.
Hvilkenbil siger:

Selvom sæde seks og syv kun er til børn, hører de alligevel til på EQB-plussiden. Samlet set gør den mange ting rigtigt på den der Mercedes-lækre måde, men batteristørrelse, rækkevidde og den samlede pris slår ikke benene væk under nogen. Efter Hvilkenbils opfattelse får man mere for pengene ved at købe Hyundai Ioniq 5 eller en af VW-trillingerne. Medmindre man med djævelens vold og magt har brug for en 5+2-personers elbil. 

FAKTA: Mercedes EQB 350 4Matic

Vejl. pris, inkl. lev.: 479.000 kr.
Anslået kontantrabat: * 0 kr.
Billigste: 436.000 kr. (EQB 250)
Privatleasing: 6.495 kr./måned, førstegangsydelse 35.000 kr. (12-36 måneder og 15.000 km./år)
Privatleasing billigste (EQB 250): 6.295 kr./måned
Erhvervsleasing (skattegrundlag): 447.800 kr. (EQB 250: 410.500 kr.)
Årlig ejerafgift: 680 kr.
Garanti (bil/rust): 2/2 år
Garanti (batteri): 8 år eller 160.000 km (alt efter, hvad der kommer først)
Sikkerhed (Euro NCAP): 5 stjerner (2019)
Antal airbags: 7 airbags (inkl. knæairbag)
Længde/bredde/højde: 468/183/167 cm
Bagagerum (min/max): 495/1.710 liter + 0 liter foran
Vægt: 2.110 kg
Anhængervægt: Ej muligt
Batterikapacitet: 66,5 kWh
Rækkevidde (WLTP): 420 km
Forbrug: 18,2 kWh/100 km
Målt forbrug: 19 kWh/100 km
Ladeevne: Op til 100 kWh DC
Opladningstid: 35 minutter (10-80 pct. ved DC-lynlader), seks timer (10-100 pct. ved 11 kW AC)
Effekt: 215 kW (svarer til 292 hk)
0-100 km/t: 6,2 sek
Topfart: 160 km/t

Særligt standardudstyr:

Automatisk nødbremse med fodgænger- og cyklistgenkendelse, vognbaneassistent, aut. nødopkald, LED High Performance-lygter m. adaptiv fjernlysassistent, fartpilot, regnsensor, aut. nedblænding af bakspejl og venstre sidespejl, P-sensor for og bag, bakkamera, 2-zonet klimaanlæg, indtræk i kunstlæder, varme i forsæder, 4-vejs lændestøtte, elektrisk justerbare sidespejle m. klapfunktion, elektrisk bagklap, 10,25 tommer digital instrumentering, 10,25 tommer infotainmentskærm, touchpad, MBUX-multimediesystem, Live Traffic-information, navigationsanlæg, digital radio, et års Mercedes Me- og Ionity-medlemskab, 18 tommer alufælge. ( * Anslået af hvilkenbil.dk)

Ekstraudstyr:

Metallak: 3.120-27.490 kr.
Førerassistentpakke (adaptiv fartpilot, rutebaseret farttilpasning, styreassistent, vejskiltegenkendelse og sideairbags bag): 19.040 kr.
Tredje sæderække: 12.334 kr.
AMG-pakke (bl.a. kunstlæder m. røde syninger, 18 tommer AMG-alufælge, fladbundet rat, mørktonede ruder bag): 23.840 kr.
Premiumpakke (nøglefri betjening, lydsystem og trådløs opladning): 16.000 kr.
Smartphone-pakke: 4.458 kr.
Otte meter ladekabel (11 kW AC): 1.040 kr.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here