VW ID.7 vinder titlen som Årets firmabil for tredje år i træk. Den store elbil vandt i et tæt opløb foran Mercedes CLA og Skoda Enyaq.
VW ID.7 - også kendt som den ‘elektriske Passat’ - har sat sig solidt på tronen i Business Danmarks og Jyllands-Postens årlige kåring af Årets firmabil. I år scorede den store elbil hattrick ved at vinde titlen for tredje år i træk. Det er aldrig sket før i kåringens historie.
Når det kan lade sig gøre, skyldes det at Årets firmabil ikke tager udgangspunkt i årets bilnyheder, men de biler, der er tilgængelige i den såkaldte firmaklasse. Derfor kan biler, der har været på markedet i flere år, også deltage i kåringen.
I år bestod feltet af en blanding af kendte biler som VW ID.7, Audi Q4, Cupra Tavascan, Renault Scenic og Skoda Enyaq samt nye modeller som Mercedes CLA EQ, Opel Grandland, Zeekr 7X og den opgraderede Tesla Model Y.
Juryen bestod i år af biljournalister fra Jyllands-Posten og Bilbasen samt ni firmabilister fra Business Danmark. Fysioterapeuter er også med til at bedømme bilernes ergonomi og indretning.
Overraskede også juryen
VW ID.7 tog titlen igen-igen-igen på sine kendte dyder som komfort, rummelighed og lang rækkevidde. Også ergonomien - altså siddekomfort og overblik i førersædet samt praktisk brug i hverdagen - var med til at sikre ID.7 endnu en sejr.
At det kunne lade sig gøre for tredje gang i træk kom bag på jurymedlem og bilredaktør på Jyllands-Posten Christian Schacht:
“Jeg må indrømme, at jeg selv var lidt overrasket over, at VW ID.7 kunne vinde for tredje år i træk. Normalt bevæger biludviklingen sig så hurtigt, at nye modeller skyder de gamle ned. Men når man ser på helheden, er ID.7 stadig det bedste kompromis lige nu. Den kombinerer lang rækkevidde, lavt forbrug, god komfort og en kabine, der bare fungerer i hverdagen.
Den gør alt det, man som firmabilist har brug for, helt uden drama. Det er måske netop derfor, den vinder igen.”
Mercedes slået på stregen
Dermed måtte en af årets mest hypede nyheder, Mercedes CLA EQ 800 volt-teknologi, lynhurtig opladning og rekordlang rækkevidde på næsten 800 km, akkurat se sig overhalet af den tre år gamle VW ID.7. Mercedes CLA tabte på stregen på grund af sin mere beskedne plads og højere pris.
VW ID.7 fås både som hatchback og stationcar til priser fra 399.995 kr. og en beskatningsværdi fra 379.994 kr. Mindste model har baghjulstræk og 210 kW (286 hk), mens topudgaven GTX har firehjulstræk og to elmotorer, der tilsammen yder 250 kW (340 hk).
Der kan også vælges mellem to batterier: 77 kWh med op 575 km rækkevidde eller 86 kWh med op til 698 km rækkevidde.






