Tesla opgraderer Full Self-Driving om “et par måneder”, lovede Elon Musk på aktionærmøde, der bød på flere opsigtsvækkende meldinger fra Tesla-chefen.
I nat dansk tid afholdt Tesla sit årlige møde for investorer hjemme i den amerikanske delstat Texas. Som altid var der høje forventninger om nye, opsigtsvækkende meldinger fra Tesla-chef Elon Musk, der er det store trækplaster ved den årlige sammenkomst for Teslas aktionærer og investorer.
De blev næppe skuffede. Musk var i perlehumør, efter at et overvældende flertal af aktionærerne godkendte verdenshistoriens største lønpakke til Tesla-chefen. Hvis Tesla lever op til en række ambitiøse mål over de næste 10 år, kan Elon Musk indkassere den nette sum af 1.000 milliarder dollars. Det svarer til 6.500 milliarder kroner og vil tredoble den personlige formue for Musk, der i forvejen er verdens rigeste person.
Selvkørende uden overvågning
Selvtilliden på vegne af Tesla fejlede heller ikke noget.
Elon Musk fortalte aktionærerne, at Tesla “om en måned eller to” vil gøre det muligt at “sms’e under kørslen” ved hjælp af Teslas selvkørende FSD-teknologi, Full Self-Driving.
Det kræver, at Tesla opgraderer FSD fra ‘overvåget’ kørsel til ‘ikke-overvåget’. Det har Musk lovet de seneste seks år, men ifølge udmeldingen på nattens aktionærmøde er der nu højst et par måneder til, at det faktisk sker.
Løftet ligger i forlængelse af lanceringen af Teslas førerløse Robotaxi-service, der angiveligt fungerer ved hjælp af selvsamme, opdaterede FSD. Robotaxi kører allerede i et par amerikanske byer. Men kun indenfor et afgrænset område og med et levende menneske på forsædet, der skal gribe ind, hvis noget går galt. Det er denne teknologi, som Musk altså hævder vil være markant forbedret i løbet af et par måneder.

Hvordan Tesla vil leve op til de meget strikse love for autonom kørsel, sagde Elon Musk ikke noget om.
Roadster udskudt til 1. april
Op til aktionærmødet havde Musk også teaset spændende nyt om den længe ventede nye Roadster. Supersportsvognen blev afsløret helt tilbage i 2027 med løfter om produktion i 2020, men det er endnu ikke sket.
Til gengæld lover Musk teknologi, der er endnu vildere end den, vi kender fra James Bonds biler.
På aktionærmødet udskød Musk ikke desto mindre Roadster nok engang. Her følger hans fulde forklaring:
“Afsløringen af Roadster 2, som vil være meget anderledes end det, vi har vist tidligere, vil finde sted den 1. april næste år. Jeg har en vis tvivl, men så kan jeg sige, at jeg bare lavede sjov. Men vi sigter faktisk foreløbigt mod den 1. april, for hvad jeg tror bliver den mest spændende - uanset om den virker eller ej - produkt-afsløring nogensinde. Og så gætter jeg på, at produktionen nok sker omkring 12-18 måneder efter det.”
Robotter i stedet for fængsel
At Elon Musk endnu en gang udskyder lanceringen af en ny bilmodel taler ind i Tesla-chefens fokus på kunstig intelligens og robotter. Sidstnævnte fik også et par ord med på aktionærmødet.
Elon Musk sagde, at Teslas humaniode robotter vil “10-doble økonomien eller mere”, men forklarede dog ikke hvordan.
Derimod gav han selv et interessant bud på, hvad robotterne, som han fornylig omtalte som en “hær”, kan bruges til:
“Du ved, vi kan måske blive i stand til at give folk - hvis de har begået en forbrydelse - en mere human form for indespærring i fremtiden. For eksempel ved at lade en Optimus (Teslas robot, red.) følge med dig rundt og afholde dig fra at begå kriminalitet. Det er sådan set det. Du behøver ikke sætte folk i fængsel og den slags.”






