Elprisen sætter rekord for marts 

Elprisen var på det højeste niveau for en marts-måned siden energikrisen. Elbilister kan spare mange penge ved at lade på det rigtige tidspunkt på dagen.

Krigen i Mellemøsten gør det ikke kun dyrere at hælde diesel og benzin på bilen. Også elbilister skal betale mere for strømmen.

Den rene elpris uden diverse tariffer og moms, lå i marts i gennemsnit på 0,73 kr/kWh. Dermed har foråret budt på den dyreste marts siden energikrisen, hvor den gennemsnitlige elpris lå helt oppe på 1,72 kr/kWh.

Elprisen svingede dog voldsomt hen over døgnet i marts. Fra 1,26 kr/kWh i gennemsnit i den dyreste time omkring klokken 18 og ned til blot 0,29 kr/kWh i gennemsnit midt på dagen. Det skyldes også, at marts bød på årets første timer, hvor den rene elpris var negativ. 

Forbrugerne kan påvirke prisen

Dermed kan forbrugerne selv påvirke, hvor meget de vil betale for strømmen. For eksempel ved at lade elbilen på tidspunkter, hvor elprisen er i bund.

“Udviklingen i energipriserne gør at elforbrugerne i endnu højere grad end tidligere selv kan påvirke, hvordan deres elregning ser ud. Lader du for eksempel elbilen op hjemme i carporten i den dyreste periode, betaler du knap 38 kroner (ekskl. moms) for 30 kWh for den rene elpris, mens du kan nøjes med at betale knap 9 kroner for samme opladning, hvis du sørger for at lade på det billigste tidspunkt,” siger Mads Brøgger, direktør i Norlys’ energiforretning.

Selvom den gennemsnitlige elpris har ligget på et højt niveau for en marts-måned, er prisen dog faldet støt i 2026 fra 0,80 kr/kWh i januar.

Krig i Mellemøsten koster dyrt

Det er særligt krigen i Mellemøsten og det spærrede Hormuz-stræde, som har været med til at sende olie- og gaspriserne op. Og gaspriserne har betydning for elprisen.

Størstedelen af energiproduktionen i Danmark kommer fra billige energikilder såsom solceller og vindmøller. Men i perioder, hvor der ikke er nok sol- og vindenergi til at dække efterspørgslen, suppleres med dyrere energikilder som gas, der sætter den endelige elpris.

“Situationen i Mellemøsten understreger, hvor afgørende det er, at vi som samfund formår at udbygge den vedvarende energiproduktion og finder fornuftige lagringsmetoder som for eksempel batterier, når der produceres mere billig strøm, end vi har behov for. Det vil nedbringe vores afhængighed af olie og gas og i sidste ende gøre det billigere for forbrugerne,” siger Mads Brøgger.

Mere sol - billigere el

Afhængigheden af olie og gas spiller en mindre rolle for elprisen i de kommende måneder, fordi produktionen fra særligt sol forventeligt vil stige, samtidig med at forbruget falder, hvilket så vil sende elprisen nedad.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here