Endelig en vellykket elbil til familien Danmark

Renault 5 er præcis den kompakte elbil, som mange danskere har brug for og råd til, mener Hvilkenbils redaktør Jens Velling.

hvilkenbil

Vi har sukket efter og efterlyst kompakte, praktiske og billige elbiler i årevis. Store, tunge el-SUVere til 350.000 kr. eller mere har vi jo rigeligt af. Men skal omstillingen til elbiler lykkes, skal vi ned omkring de 200.000 kr., hvor langt flere danskere har råd til at være med.

Nu er den her endelig, den kompakte elbil, som ikke bare er billig, men god. Ja faktisk bedre til korte pendlerture og snævre p-båse foran Brugsen end de tonstunge slagskibe, som er blevet normen, siden staten de facto droppede registreringsafgiften på (el)biler.

Retro med Reno

Renault 5 hedder den. Stilen er vellykket retro, teknikken topmoderne med Google-software og en stemmestyring, der faktisk virker. Assistenten med de gyldne ører hedder selvfølgelig Reno (udtales med tyk, fransk accent, og du ved hvorfor…) Den fås endda i gul, Renaults (og Ferraris) firmafarve.

What’s not to like?, som de helt sikkert ikke spørger i Frankrig. Her er de pavestolte over den lille ny, hvor selv batterierne er hjemmelavede. Altså ikke noget med afhængighed af kineserne. Franskmændene både vil og kan selv, og det er et strategisk valg i en tid med geopolitiske spændinger.

Jeg forstår stoltheden. Når jeg selv er helt på r…. over R5, skyldes det ét bestemt karaktertræk: Den lille franskmand dyrker ikke bare retrostilen på overfladen. At sætte sig ind i Renault 5, er som at sætte sig ind i en helt almindelig bil, der tilfældigvis er elektrisk og fuld af digital software, men på alle måder virker velkendt og analog.

Det er en kompliment. For jeg forstår godt, hvorfor nogle løber skrigende væk, når de sætter sig ind i en af de førnævnte rumfærger, domineret af kæmpeskærme, bippende overvågning og advarselssystemer, der tilmed er i stand til at udføre en vandret raketopsendelse, når du aktiverer alle 400 kW (plus 500 hk) via launch control

Jamen, hold nu op. Man skal jo være totalt technonørd og fartpsykopat for at sætte pris på mange af dagens elbiler.

Vil hjælpe – ikke imponere

Renault 5, derimod, er elbilen som hr. og fru Danmark kan sætte sig ind i, og straks blive dus med. Samme størrelse som deres nuværende, fossile Fabia-Yaris-Polo-Clio-Swift supermini til omtrent samme pris. Bare mere moderne, fordi den kører på el og har digitale skærme med Google-software. Men aldrig så futuristisk, at den forskrækker nogen.

For hvor andre elbiler vil imponere med al deres moderne teknologi, vil Renault 5 bare hjælpe dig. Derfor får du klassens største udvalg af fysiske knapper, så du slipper for konstant at trykke og swipe på skærmen som en anden teenager. Hvis du da ikke bare beder førnævnte Reno om at rulle vinduerne ned, skrue op for P4 og finde vej til det der Aros i Aarhus…

Hvilket Reno faktisk forstår og gør i første forsøg! Wauw altså – det kan mange langt dyrere bilmærker lære af.

På asfalten er Renault 5 også lige ud af landevejen. Velkendt forhjulstræk, faste fjedre, direkte styring, relativ lav vægt og et kraftoverskud, der dufter af ældre Golf GTI. Bare uden støj og vibrationer. Og med et ’automatgear’, der gør R5 lige så sjov som at køre radiobil.

Skelsættende som Tesla

Renault 5 minder om noget, du har prøvet før. Og som gør dig tryg og i godt humør. Dét er Renault 5 i en nøddeskal. En elbil, der ikke prøver at være et kørende rumskib, men bare en moderne, fossilfri udgave af en helt almindelig, overskuelig og velkørende bil, som det store flertal har brug for og råd til.

I min optik gør det Renault 5 lige så skelsættende, som Tesla Model 3 var det i sin tid. Renault 5 er den første elbil, der tilbyder en stærkt tiltrængt analog biloplevelse. Bevares, der er andre mini-elbiler på markedet og flere på vej. Dem glæder vi os også til, men ingen gør det så godt som Renault 5 netop nu.

Sammen med prisen og størrelsen gør det Renault 5 til den mest spændende og nødvendige elbil i mange år – en elektrisk folkevogn. Hvor Tesla Model 3 fik de tech-kyndige over i elbiler, vil Renault 5 sætte strøm til masserne. Det er en kæmpe bedrift.

[email protected]

1 COMMENT

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here