Endnu en ladeoperatør tilbyder gratis serviceaftale

elafgift
Foto: Zaptec

Energi Fyn tager konsekvensen af den fjernede elafgift og vil fremover tilbyde sine elbil-kunder en gratis serviceaftale uden månedligt abonnement.

Danske ladeoperatører har fået travlt med at justere aftaler og priser for deres elbilkunder, siden regeringen besluttede at reducere elafgiften til blot én øre fra 1. januar.

Dermed bortfalder elbilisters behov for en serviceaftale, der hidtil har været nødvendigt for at få refunderet elafgiften på knapt en krone pr. kWh.

Gratis eller 29 kr. md.

Energiselskabet EWII var først til at tage konsekvensen og tilbyde sine kunder en gratis serviceaftale. Nu følger Energi Fyn efter med et lignende tilbud, hvor kunderne kan vælge mellem to løsninger:  

En gratis med begrænset service og en med fuld service til 29 kr. om måneden.

Forskellen er til at overse: For 29 kr. pr. måned får elbilister en ladebrik og support døgnet rundt samt fuld garanti inklusive drift og vedligeholdelse på ladeboksen i 5 år. 

Den gratis løsning giver også adgang til support, men kun på hverdage mellem kl. 8 og 15.30. Der er ingen ladebrik og kun to års reklamationsret på ladeboksen. Til gengæld sparer man altså 348 kroner årligt.

Forskellige behov

“Når refusionen forsvinder, skal prisen naturligvis også ned. Vi vil gøre det fair og enkelt for kunderne og give dem mulighed for at tilvælge det serviceniveau, de har behov for,” forklarer Christian Drejer, kommerciel direktør i Energi Fyn.

Ifølge Energi Fyn oplever selskabet en stor forskel i kundernes behov.

“Mange sætter stor pris på, at der er dansk support døgnet rundt, og at vi tager os af drift og vedligeholdelse, når noget driller. Samtidig er der også kunder, der ikke har brug for den tryghed. Derfor lancerer vi nu to forskellige serviceaftaler,” siger Christian Drejer.

Flere ændringer på vej

At der reelt ikke længere er behov for serviceaftaler, fjerner i et vist omfang en vigtig del af forretningsgrundlaget for mange ladeoperatører. Principielt kan elbilister bare købe deres egen ladeboks og så lade helt uden om en ladeoperatør.

Derfor er operatørerne i gang med at revurdere og ikke mindst relancere deres forskellige ydelser og abonnementsordninger.

Tidligere har bl.a. Norlys valgt en mellemløsning, hvor de reducerer priserne på deres forskellige abonnementer. 

Flere operatører forventes at ændre deres strategi inden årsskiftet. Bl.a. tager Danmarks største ladeoperatør Clever fortsat 99 kr. pr. md. for en serviceaftale i deres Clever Box-løsning, der reelt set ikke er nødvendig fra 1. januar.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here