Verden er fuld af bilmodeller, der aldrig kommer til Danmark. Og det skal vi være glade for, mener hvilkenbil’s Jens Velling efter en uge i en Citroën C-elysee i Sydspanien.
Du kender situationen: Familien skal på ferie, og når flybilletterne er booket, skal der også bestilles lejebil.
Ind på en hjemmeside, hvor der annonceres med kendte varer som VW Golf, Seat Leon, Opel Astra, Ford Focus og Renault Megane eller tilsvarende biler. Meget betryggende – sådan én booker du og så afsted.
Næste scene: I køen hos udlejningsselskabet i Malaga, hvor den venlige servicemedarbejder forsøger at prakke dig alle de forsikringer på, du allerede har købt hjemmefra – og måske overtale dig til at krydse af i boksen ’bilen afleveres uden fuld tank’, hvilket giver selskabet ret til at afkræve dig tre-fire gange så meget for en optankning som normalt. Som skrevet herover, du kender det…
Det troede jeg også, at jeg gjorde. Erfaren bilskribent med godt 1.000 testkørsler på blokken. Ikke noget der kan overraske far her.
Men så fik jeg udleveret nøglerne til en Citroën C-elysee… Dén havde jeg godt nok aldrig hørt om. Men på p-pladsen kunne jeg se noget, der mindede om en Citroën C4 i absolut basisudgave (selv plastichjulkapslerne var sparet væk), bare i klassisk sedan-outfit og med forlænget akselafstand.
Her kom jeg i tanke om, at Citroën jo sælger bunker af biler i Kina. Og derovre vil de have dem med ekstra benplads og klassisk kuffert. Fint nok, tænkte jeg, børnene er også blevet så langbenede, og hvor galt kan det gå med sådan en kineser-Citroën?
Ret galt faktisk…
C-elysee viser sig at være en ultraskrabet hyperdiscount-udgave af den C4-L sedan, som Citroën sælger til kineserne. C4-L er baseret på den glimrende C4, som vi kender fra Danmark og resten af Vesteuropa. Men hvis C4-L er den velhavende kinesers C4, er C-elysee snarere fattigmandsudgaven – eller det, der mere politisk korrekt kaldes en bil til ’vækstmarkeder’ som Kina samt visse lande i Østeuropa, Mellemøsten og Afrika.
Lidt research – man bliver jo nysgerrig, når man støder på en hidtil uopdaget bilart – afslører, at C-elysee ikke kun fremstilles i Kina, men også lokalt i spanske Vigo. Herfra skibes den ikke blot til førnævnte vækstmarkeder men også til sydeuropæiske lande som Grækenland, Portugal og naturligvis Spanien. Det gælder i øvrigt også dens søsterbil, Peugeot 301.
Fint nok – alle har ret til en bil selv om økonomien strammer, men selv set gennem afgiftsplagede danske briller er C-elysee en C4, der er berøvet det meste af sin komfort, finesse, appeal, og ja – hvis en bil ellers kan have det – værdighed!
Designet er selve definitionen af ligegyldighed, finishen består af lige dele blik-agtig metal og stenhård plastic, de vingummibløde forsæder støtter ingen steder, og enhver form for lyd- og støjdæmpning virker til at være flået ud af bilen af Citroën’s mest nøjeregnende rationaliseringseksperter.
Nå, solen skinnede hele ugen og en C-elysee er ret beset bare lavet efter samme lavpris-opskrift som en Dacia. Med én væsentlig forskel: Dacia toner rent flag og giver sig ikke ud for at være andet end biler, der er konstrueret til at kunne sælges så billigt som muligt. Fair nok. En C-elysee fremstår mere tvetydig: Her er store Citroën-emblemer for og bag, og selv navnet er grandiost (tænk Champs Elysee i Paris). Det løfter naturligvis ens forventninger, hvilket er skidt for en bil, der er blandt de ringeste, jeg har kørt i.
På den måde er en uge i en C-elysee også en slags oplevelse. Et billigt grin er jo stadig et grin. Men det er svært at forstå, at et velrenommeret mærke som Citroën, der har lavet nogle af historiens bedste, smukkeste og mest innovative biler, vil lægge navn til et kvalitetsmæssigt udmarvet transportmiddel som C-elysee. Gør dog som Renault, der giver deres discountbiler et andet navn.
Ret skal være ret: I Danmark og omegn slipper vi for andenrangs-Citroën’er som C-elysee. Og tak for det. Det kan man også lære af en uge i en C-elysee: Lidt taknemmelighed over forholdene på det danske bilmarked. Afgifterne er ganske vist tårnhøje, men selv de billigste biler har relativt meget sikkerhedsudstyr, og der er langt mellem de seriøst tarvelige modeller. De danske importører ved godt, at de fleste danskere vil foretrække at købe en brugt kvalitetsbil frem for en ny discountmodel som C-elysee.
Og så er det altid godt at lære noget nyt. Jeg har i hvert fald lært at sige nej tak eller opgradere (eller nedgradere!) næste gang udlejningsselskabet smækker en Citroën C-elysee-nøgle på disken. Nu er du også advaret…
Jeg fik en Peugeot 301 stanget ud i Tyrkiet i stedet for den bookede Ford Focus st. car (og der var ikke andre alternativer ved midnatstid i Alanya). Plads er der nok af, men så er det også sagt. En uge med ‘Tilbage til 1990’erne’ 😉 vh henrik
Tak for en sjov, velskrevet og informativ tekst. Min erfaring med lejebiler i Spanien, og sikkert også andre sydeuropæiske destinationer, er: Det handler for udlejerne om at snyde kunderne så meget, som det overhovedet er muligt. Anstændighed er ikke et begreb, de kender til.
vh Steffen
Gid jeg havde læst din artikel inden vi tog afsted.
Havde bestilt “ekstra stor familiebil”, og ender med at køre i en C-elysee i 15 dage i Spanien og Frankrig 🙁