Næsten fire ud af ti danskere har ikke egen bil, men der er stor forskel på landsdelene – se hvor de meste bilglade danskere bor.
Flere familier har her i 2024 ikke deres egen bil, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Næsten fire ud af ti familier, præcis 38,2 procent, havde ikke deres egen bil – enten som ejer eller leaset pr. 1. januar i år. Det er andet år i træk, at andelen af familier uden bil er steget, efter at være nået sit laveste niveau ved indgangen til 2022, hvor kun 27,4 procent ikke havde bil, skriver Danske Banks privatøkonom, Louise Aggerstrøm Hansen i en kommentar til de ny opgjorte tal.
En øget udbredelse af delebilsordninger kan være en del af forklaringen, vurderer hun.
”Men det kan også skyldes, at danskernes økonomi er blevet mere presset efter inflationen for alvor tog fat i 2022, blandt andet med en stor stigning i benzinprisen til følge. Samtidig betyder stigende renter, at finansieringen af bilkøb er blevet betragteligt dyrere de seneste år,” lyder forklaringen fra privatøkonomen.
Flere danskere har bil
Set over en længere periode har tendensen dog været klar; flere og flere danske familier har egen bil i carporten til trods for en øget udbredelse af blandt andet delebilsordninger. Da statistikken startede i 2000, havde næsten halvdelen af danskerne ikke bil.
Mange familier har to biler eller flere, viser statistikken også. Andelen var uændret på 17,8 procent fra 2023 til 2024. Til sammenligning var det kun 8,7 procent af danske familier, der havde mere end en bil tilbage i 2000.
Der er stor forskel på, hvor udbredt bilrådigheden er på tværs af landet.
Flest i Jylland
Mens kun 28,9 procent af familierne i Københavns Kommune har deres egen bil, så er det hele 81,7 procent af familierne i Rebild Kommune. Og mens kun 2,9 procent af københavnerne har mere end én bil, så er det næsten hver tredje der har det i Rebild og en række, navnlig, midtjyske kommuner.
”Vi ser også en tendens til, at faldet i bilrådighed fra 2023 til 2024 i høj grad er drevet af en mindre tilbøjelighed til at eje egen bil i Hovedstadsområdet, mens billedet er mere blandet i andre dele af landet. Det er næppe den store overraskelse, at biler er en mindre udbredt transportform i de områder, der har bedre adgang til offentlig transport og kortere cykelafstande, end områder af landet hvor afstandene er større,” uddyber Louise Aggerstrøm Hansen.
Flere biler på vejene
Selvom andelen af familier med bil er faldet en smule, så er der kommet væsentligt flere biler på vejene. Næsten 350.000 flere danske familier råder over en bil i dag, end de gjorde i 2007, og selvom andelen med bil toppede i 2022, så er der stadig over 14.000 flere familier, der har en privat bil til rådighed end dengang.
”Vi hører meget om udbredelsen af delebiler og diverse samkørselsordninger. Det store billede peger dog på, at privatbilisme, hvad end bilen er købt eller leaset, er meget populært, også selvom tendensen har været svagt vigende de seneste to år,” slutter Danske Banks privatøkonom.