Citroëns indslag i Golf-klassen bliver en crossover, der både har elementer af SUV og klassisk hatchback. C4 får tre motortyper: Benzin, diesel og ren el.
Man kan næsten se det på designet af den nye Citroën C4, som det franske bilmærke netop har løftet sløret for: Det er en bilmodel, der både er uhyre vigtig for Citroën og som skal løse mange opgaver på én gang.
Umiddelbart afløser den nye C4 den kontroversielle Cactus. Sidstnævnte var med sine enorme plastic ’airbumps’ på siderne og bagklappen, runde former og minimalistiske interiør en bil som nogle elskede og andre stak sig på. På klassisk Citroën-manér turde den kørende kaktus stå ud fra mængden. I dag taler Citroën dog om, at ’man måske lod sig rive med af egne evner til at skabe innovativt design’.
Den nye C4 toner derfor ned for nogle af de mere avantgarde-indslag fra Cactus. Crossover-looket med lidt ekstra frihøjde og skærmkanter består, men især interiøret får et mere konventionelt udtryk og bedre finish. Det udvendige design med lang motorhjelm og en stærkt skrånende bagrude i coupé-look giver også nyheden et mere ambitiøst udtryk. Den del af designet handler om, at C4 også er den direkte afløser for den foregående udgave, der udgik i 2018. Trods sit let forhøjede crossover-design, skal den nye C4 nemlig først og fremmest konkurrere i den lille mellemklasse med biler som VW Golf, Skoda Octavia og Ford Focus.
Betjeningsgreb gør comeback
Citroën fortæller kun lidt om teknikken. Om et par uger skulle der tilflyde os flere informationer om nyheden.
Lidt ved vi dog. C4 kan udstyres med tre forskellige drivliner: benzin, diesel eller ren eldrift. Mere fortæller franskmændene ikke, så vi kender for eksempel ikke rækkevidden på e-C4, som den elektriske udgave hedder.
Den franske Golf-spiller får også Citroëns Advanced Comfort-behandling med særlige støddæmpere og ekstra komfortable sæder. Endelig har fabrikken lyttet til kritikken af den nuværende betjening af ventilations-anlægget. C4 får traditionelle knapper til regulering af varme og luft. Dermed slipper man for at trykke sig gennem menuer på infotainmentskærmen, hvis man f.eks. vil skrue op for varmen.
Tredje generation af Citroën C4 kommer formentlig til Danmark omkring årsskiftet.