EU’s nye regler for kørekort har stor fokus på sikkerhed. At 18-årige, potentielt 17-årige, må køre lastbil, møder dog kritik.
Med fokus på trafiksikkerhed harmoniserer EU nu reglerne for kørekort. Men især ét tiltag har affødt kritik. Det bliver nemlig muligt for 18-årige at tage kørekort til lastbil, og det bliver endda muligt for de enkelte EU-lande at give 17-årige tilladelse til at køre lastbil, hvis der sidder en ældre chauffør ved siden af. Aldersgrænsen for at erhverve lastbilkørekort er i dag 21 år.
Muligheden for at lade de helt unge tage lastbilkørekort kommer, fordi det i EU generelt er vanskeligt at skaffe tilstrækkeligt mange chauffører. Bilistorganisationen FDM udtaler grundlæggende skepsis over at sænke aldersgrænsen, “da de potentielle konsekvenser af fejl er større, når man sidder bag rattet af en stor lastbil”, som FDM’s politiske chef, Torben Lund Kudsk, siger til flere medier.
Det primære fokus for de nye og ensartede regler er ellers, at man vil nedbringe antallet af trafikdræbte i Europa. I 2021 mistede næsten 20.000 mennesker livet på de europæiske veje.
Skærpede regler for alkohol og stoffer
Bortset om reglen om lastbilkørekort til de helt unge, møder de øvrige regler generelt stor forståelse i EU-landene.
- Der indføres fælles minimumsregler for promillekørsel og kørsel med euforiserende stoffer i blodet.
- I de første to år, efter at man har fået kørekort, er straffen for eksempelvis promillekørsel og kørsel uden sikkerhedssele højere end ellers.
- Der gives bedre muligheder for at inddrive bøder på tværs af grænserne – i dag opgiver myndighederne at inddrive bøder fra 40 procent af alle færdselsforseelser begået i et andet land end trafikantens hjemland.
- Hvis en bilist frakendes kørekortet i ét land, gælder frakendelsen i alle 27 EU-lande.
- Der indføres ensartet syns- og hjertetjek inden udstedelse af kørekort.
- Der gives mulighed for at forkorte kørekorts gyldighed for personer over 65 år.
- Og så vil alle EU-landes kørekortindehavere skulle udstyres med et fælles, digitalt kørekort.
Hvad angår reglerne for promillekørsel og euforiserende stoffer, opfordrer EU-Parlamentet og Ministerrådet landene til at indføre nultolerance, men det er op til de enkelte landes parlamenter at vedtage de nøjagtige grænser. I Danmark og i flertallet af EU-landene er den tilladte promillegrænse i øjeblikket på 0,5. I Sverige og Norge er grænsen 0,2, og i Rumænien, Slovakiet, Tjekkiet og Ungarn er den 0,0.
EU-Parlamentets og Ministerrådets forslag ventes at blive godkendt af EU-Kommissionen og efterfølgende af de enkelte landes nationale parlamenter. Når forslagene er vedtaget, har de enkelte lande fire år til at indføre de nye regler.
Af redaktionen