VW Sharan, Volkswagens store MPV til syv personer, får nye motorer og forbedret sikkerhed. Dansk premiere til efteråret.
Volkswagens 7-personers MPV (MultiPurposeVan) Sharan, som i sin nuværende udformning har været på vejene siden 2010 får nu en opgradering. Den omfatter flere sikkerheds- og assistentsystemer og forbedrede motorer med op til 15 pct. lavere brændstofforbrug. Det kan man se på Geneve Motor Show fra d. 3.-15. marts.
Siden introduktionen af serie II i marts 2010, som afløste serie I, der kom på markedet helt tilbage i 1995, har Volkwagen solgt over 800.000 eksemplarer af sin ‘familieflytter’, der har en søstermodel hos Seat, Alhambra, og bygger på samme platform som den udgående Passat.
Mere sikkerhedsudstyr som standard
Sikkerhedsmæssigt får Sharan, der bygges på VAG-koncernens AutoEuropa-fabrik i Portugal, et løft i kraft af en række nye sikkerheds- og assistentsystemer. Nyt er blandt andet multikollisionsbremse, der holder bremserne ved en kollision, hvis føreren ikke selv er i stand til det. Dermed reduceres risikoen for følgekollisioner.
Integreret i dette system er også City Emergency Brake, der automatisk foretager en nødopbremsning ved hastigheder på op til 30 km/t, når systemet registrerer fare for kollision forude, og føreren ikke er opmærksom. Dette system er et must for at opnå de maksimale 5 stjerner i 2015-udgaven af Euro NCAP crashtest.
Ekstraudstyr til Sharan bliver en adaptiv fartpilot (ACC), der automatisk både holder farten og den rette sikkerhedsafstand til forankørende køretøjer. Tredje generation af Park Assist, Blind Spot sensor og elektronisk håndbremse med auto-hold-funktion er også nyheder blandt det tilgængelige ekstraudstyr til Sharan.
Motorer med flere hk
Motorprogrammet får flere muskler og er samtidig mere sparsommeligt. De turboladede benzin- og dieselmotorer er op til 15 pct. mere brændstoføkonomiske og opfylder Euro 6 normen.
Der er fortsat to 4-cylindrede TSI-turbobenzinmotorer, 1,4 og 2,0 TSI, der efter opgraderingen yder uændrede 150 hk og 220 hk (+ 20 hk). På dieselsiden tilbydes fortsat tre udgaver af den 4-cylindrede 2,0 TDI dieselmotor med henholdsvis 115 hk, 150 hk (+10 hk) og 184 hk (+7 hk).
Alle motorerne med undtagelse af 115 hk TDI kan leveres med 6-trins DSG-gearkasse, der nu har en brændstofbesparende såkaldt ‘coastingfunktion’, hvor motoren kobles fra, når speederen slippes. Den 220 hk stærke 2,0 TSI er standardudstyret med 6-trins DSG-gearkasse, og den 150 hk stærke dieselmotor fås i kombination med 4MOTION-firehjulstræk.
Kosmetisk er Sharan også optimeret både ude og inde og byder på nye baglygter med LED-teknologi, aluminiumsfælge i nyt design, to nye farver (Hudson Bay Blue som på billedet og Crimson Red metallic-lak). I interiøret er der nye pyntelister i platinsølv eller pianosort og et multifunktionsrat i nyt design.
Endelig er infotainmentsystemet i Sharan nyt med kraftigere processorer, der blandt resulterer i hurtigere ruteberegning, hurtigere touchscreen-betjening og højere opløsning på touchskærmen i 6,5”-versionen. Sharan kan desuden bestilles med App Connect, hvor du via ’Mirrorlink’, ’Android Auto (Google) eller ´CarPlay´ (Apple) kan benytte dig af Apps fra din smartphone og diverse internetbaserede tjenester.
Den nye Sharan forventes introduceret i Danmark i løbet af efteråret. Der er ikke noget officielt om priserne endnu, men vi gætter på, at priserne, der i dag starter ved knap 414.000 for den 1,4 liters TSI med 150 hk og går helt op til små 655.000 kr. for topmodellen formentlig fastholdes.
Læs også om Sharans ‘lillebror’: Ny VW Touran med vokseværk