Mega-MPV’en Ford Galaxy får det store facelift med ny front og masser af udstyr. Dansk premiere i efteråret til priser fra lige under den halve million kr.
Stor, større, Galaxy: Er man på udkig efter mest mulig plads til den sammenbragte familie med dine og mine børn, har Ford Galaxy altid været svær at komme uden om. Baseret på den ekstremt populære Ford S-Max, men med væsentligt højere til loftet er det nærmest umuligt at finde en MPV, der tager så gæstfrit imod sin chauffør og op til seks passagerer.
Men konkurrenterne hviler aldrig. VW er på vej med en faceliftet udgave af den store Sharan og snart lokker en ny Renault Espace med franske finesser og et tidstypisk crossover-design, der måske kan gøre de lidt oversete storfamiliebiler populære igen.
Fords modsvar er en omfattende opdatering af Galaxy i stil med den, der også er på vej til den mere populære S-Max. Det vil sige nok et gensyn med den frække Aston Martin-inspirerede front og hertil et væld af reelle, tekniske nyheder.
Blandt forbedringerne er et nyt instrumentpanel, der kan udstyres med en 10-tommer bred TFT-skærm i stedet for de analoge instrumenter. Dermed kan chaufføren f.eks. få instrumenthuset til at vise vej på navigationslægget samtidig med, at han kan holde øj med fart, brændstofforbrug og valgt radiostation.
Midterkonsollen har fået færre knapper, fordi mange funktioner nu er samlet i stor, trykfølsom skærm, der også kan udvides med stemmestyring og trådløs opkobling til din smartphone.
Masser af aktiv sikkerhed
Ny elektronik bruges også til at forbedre sikkerheden med aktive systemer som intelligent fartbegrænser, der scanner trafikskiltene og justerer speederresponsen for at forhindre for høje hastigheder. Cross Traffic Alert holder øje med tværgående trafik, lige som Galaxy kan udstyres med blind vinkel-advarsel, opdage forhindringer rundt omkring bilen, holde bilen inden for vejstriberne og registrere, hvis chaufføren virker træt og trænger til en pause.
Som den nye Mondeo, som Galaxy deler platform med, kan Galaxy også fås med blændfri, adaptive LED-forlygter, som holder øje med modkørende og forankørende og automatisk sørger for at indstille det lange lys til omgivelserne.
Med Ford MyKey kan ejeren programmere startnøglen, så man f.eks. forhindres i at modtage opkald under kørsel eller sætte en maksimal hastighed, hvis bilen lånes ud til familiens teenager med det helt nye kørekort i baglommen.
Komforten skulle også være forbedret med mere støjdæmpning, lyddæmpende glas og et mere sagte klimaanlæg, mens anden og tredje sæderække for første gang kan fås med fuld, elektrisk justering.
Motorerne kender vi til gengæld. Alle har fire cylindre og turbolader. Der er to benzinmotorer på 1,5 eller 2,0 liter med henholdsvis 160 og 240 hk, mens de tre dieselmotorer på 2,0 liter yder 120, 150 eller 210 hk. Ifølge Ford er de alle optimerede, så den store Galaxy nu kører længere på literen.
Der er danske premiere i løbet af efteråret til priser fra 486.000 kr. inkl. levering for en Trend version med 1.5 liter EcoBoost benzinmotor med 160 hk.
Læs også: Her er den nye Ford S-Max