Danske bilkøbere fravælger Tesla og er også skeptiske over for kinesiske biler. Stor bilforhandler ”har aldrig oplevet noget lignende”.
Medierne bugner af kritiske historier om Tesla. Siden Tesla-ejer og -chef Elon Musk gik ind i amerikansk politik med fuldtonet støtte til Donald Trump, har stormen raset om den amerikanske elbil-gigant. På få måneder er Tesla gået fra at være markedsleder og et fyrtårn for miljøbevidste bilkøbere til at være et hadeobjekt og mål for demonstrationer, ildspåsættelser og hærværk.
Raseriet mod Musk og Tesla har nået et niveau, hvor det amerikanske forbundspoliti FBI har fundet det nødvendigt at udstede en generel advarsel til alle Tesla-lokationer og ejere. Så konkret er risikoen for ubehageligheder blevet.
I Danmark går det mindre voldsomt for sig. Nogle Tesla-ejere og bilkøbere undskylder sig med klistermærker som ”Elon sucks” eller ”I bought this before Elon went crazy”. I Dragør har en række Tesla-ejere dog fået spraymalet deres fortov med beskeden ”Proud swasticar owner”. Et hint til beskyldningen om, at Elon Musk heilede ved Trumps indsættelsesfest.
USA-politik smitter af på Danmark
Men hvor slemt står det til ude hos forhandlerne, hvor det ikke er gratis at brokke sig over Musk og Trump, men hvor forbrugerne stemmer med pengepungen?
Hvilkenbil har spurgt Henrik Bollerslev, ejer af Lindholm Biler, en af Danmarks store brugtbilforhandlere gennem næsten 50 år med et årligt salg på 4.000 biler. Og han er ikke i tvivl: Det er nye tider i amerikansk politik, og det smitter direkte af på bilhandel i Danmark.
”For første gang nogensinde oplever vi, at geopolitik rykker helt ind i almindelige menneskers beslutninger om bilkøb. Selv da Frankrig prøvesprængte atombomber på Mururoa for 30 år siden og vi boykottede fransk vin, blev vi ved med at købe franske biler. Nu har vi mange kunder, der ikke under nogen omstændigheder vil købe en Tesla – og det handler om Elon Musk. Vi har aldrig oplevet noget lignende,” siger Henrik Bollerslev.
Musk har krydset linje
Teslas mærkeværdi – eller ’brand’ som det hedder på marketingsprog – er styrtdykket. Og det med en hastighed, så Henrik Bollerslev igen må bruge udtrykket ”aldrig oplevet noget lignende.” Tesla oplever en flugt af bilkøbere.

”Den tid, hvor Elon Musk var verdens mest geniale mand, er forbi. Én ting er, hvad han gør i USA, men vi kan ikke lide, at han blander sig i europæisk politik og kraftigt støtter et halvfascistisk parti som Alternative für Deutschland i netop Tyskland. Dér krydser han en linje, for det gør man bare ikke – uanset, hvor mange penge man har,” fortæller Henrik Bollerslev om kundernes reaktioner på Elon Musk.
Seks gange større prisfald på Tesla
Kundernes utilfredshed med Musk har kontante konsekvenser. Efterspørgslen på brugte Teslaer falder, hvilket igen får priserne på brugte Teslaer til at falde. Lige nu er konkurrencen på brugte elbiler så stor, at priserne generelt falder. Men faldet for brugte Teslaer er seks gange større end for markedsgennemsnittet.
Hvilkenbil har talt med andre bilforhandlere, der også fortæller om usædvanligt store værditab på brugte Teslaer. Blot fem-seks måneder på registreringsattesten og mindre end 10.000 km på tælleren kan udløse værditab på 80.000 kr. eller mere.
Fravælger også Kina-mærker
”Forbrugerne går virkelig op i det her. De er meget opmærksomme på, hvad de vil have og ikke have. Vi oplever det samme med kinesiske biler – stadig flere forbrugere vælger kinesiske mærker fra. Her handler det om utilfredshed med menneskerettigheder i Kina, at bilfabrikkerne får statsstøtte og dermed konkurrerer på unfair vilkår og om frygt for at blive overvåget. Derfor har vi stadig flere kunder, der specifikt går efter europæiske bilmærker,” fortæller Henrik Bollerslev.
Han har også taget konsekvensen:
”Som forhandler skruer jeg ned for både Tesla og kinesiske biler. Vi mener dog, at vores kunder selv skal træffe valget. Så vi boykotter ingen bilmærker, men gasser ned for Teslaer og kinesiske biler. Men i sidste ende det forbrugerens valg,” siger Henrik Bollerslev.