Om 10-15 år kan det være et almindeligt syn i danske byer med biler, der kører selv. Første tur med en førerløs bil i Danmark foregik i Kolding.
Forestil dig, at du sætter bilen til at hente dine børn i skolen, mens du handler ind. Eller du kan tage en lur efter en hård arbejdsdag, mens bilen selv finder hjem i garagen.
Lyder det som science fiction? Måske ligger det ikke så langt ude i fremtiden, som du tror.
Den første officielle prøvekørsel på dansk grund af en førerløs bil har lige fundet sted tirsdag i Kolding centrum under konferencen Kortdage 2013, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Testbilen ligner enhver anden Hyundai Sonata, men i bagagerummet ligger fire pc’er, som modtager signaler fra de mange sensorer og kameraer, der er placeret i bilen. Kombineret med meget detaljerede geografiske data og optegnelser over landskabet gør det bilen i stand til at køre uden menneskelig hjælp.
Holdet bag den første prøvekørsel på dansk vej er fra ’Vislab’ ved Universitetet i Parma i Italien. Inden turen i Koldings bymidte har det italienske testhold gennemført 13.000 kilometers testkørsel over tre måneder. Sonataen har også prøvekørt Parmas bymidte, oplyser professor Alberto Broggi til avisen.
Danmark er guf for førerløse biler
”Vi har nogle af de mest detaljerede geografiske data i verden, og derfor kan vi allerede i dag få en førerløs bil til at køre midt i et trafikeret område. Om bare 10-15 år er teknologien og dataene forhåbentlig så veludviklede, at vi kan begynde at se biler uden fører på de danske veje,” siger præsident for danske Geoforum, Mikkel Wendelboe.
Vislab er blot én af udviklerne af førerløs teknologi til biler. Også Google er langt fremme og har allerede flere førerløse biler på vejen i USA, fordi enkelte stater har lovliggjort det.
Fakta:
Vislabs førerløse bil kørte fra Koldinghus til Comwell konferencecenter
– en køretur på cirka 1,9 km og 5 minutter.
Se turen på dr.dk