Kinas tredjestørste bilproducent, statsejede Dongfeng, går i offensiven med Voyah Free, der sættes ned fra 600.000 til 400.000 kroner.
Priskrigen på elbiler er ikke slut, og nu slutter Dongfeng sig til flokken, som reducerer priser. Ganske markant, endda.
Voyah Free, der hidtil har haft en listepris på 599.990 kroner, er med dags varsel prisjusteret i Europa. For danske købere betyder det, at man nu slipper med 399.990 kr. for den store, elektriske SUV.
Den danske importør, K.W. Bruun, der importerer Stellantis’ biler – bl.a. Peugeot, Citroën, Opel, Fiat og Jeep – og kinesiske Hongqi, siger til Hvilkenbil, at der i år indtil videre er solgt 32 Voyah Free i Danmark.
I slutningen af oktober 2023 blev netop elbilen Hongqi E-HS9, der er en gigantisk SUV, sat ned med hele 400.000 kr. for den dyreste model, der før kostede 1,2 millioner kroner. Dengang kompenserede Hongqi og K.W. Bruun de kunder, der havde købt bilen til den høje pris.
Voyah Free-prisnedsættelsen er et ønske fra producenten Dongfeng, og karakteriseres af Voyahs PR-manager, Jesper Hermann, som en almindelig prisregulering. De 32 kunder, der har købt bilen til 600.000 kr., får således ikke 200.000 kr. sat ind på kontoen.
“Her er tale om en prisregulering i et marked med store udsving. Markedet har ændret sig radikalt, siden bilen blev introduceret,” siger Jesper Hermann til Hvilkenbil.
Kan maksimalt lade med 100 kW
Voyah Free har et 103 kWh-batteri, og rækkevidden er 500 kilometer. Den maksimale ladeeffekt er ikke-imponerende 100 kW.
Dongfeng ønsker, at Voyah skal blande sig i premium-segmentet, og med sine 491 centimeter i længden, et bagagerum på 560 liter plus et frunk på 72 liter og muligheden for at trække to ton på krogen matcher Free på størrelse Audi Q8 e-tron, BMW iX og den kommende Volvo EX90.
Når det kommer til sikkerheds- og komfortudstyr, er den også ret godt med: Listen synes nærmest komplet og indeholder blandt andet luftaffjedring, Dynaudio-lydsystem og massage i forsæderne.
Free kan også privatleases til 4.995 kr. om måneden. Førstegangsydelsen er 29.995 kr. og 15.000 årlige kilometer er inkluderet i leasingperioden, der løber i fire år.