Fræk Fiesta får et boost

Frække farver og en en-liters motor med hele 140 hk gør Ford Fiesta til en spændende semi-GTI – og bilen med den hidtil stærkeste trecylindrede motor.

Ford Fiesta er i forvejen kongen i miniklassen, når det handler om underholdende køreegenskaber. Selvfølgelig i den skrappe ST-udgave med hele 182 hk, men også med Fords fine, trecylindrede 1,0 liters motor med 100 hk leverer Fiesta en køreoplevelse af sjælden høj karat.

Som bilentusiast kan man derfor kun glæde sig til den specialversion af Fiesta, som Ford sender på gaden senere på året. Red & Black Edition hedder udgaven, der bliver en slags light udgave af den ultraskarpe ST.

Charme, selvtillid og lækker mekanik bliver dog ingen mangelvare i den kommende specialudgave. Udseendet er ikke for de generte. Hvad enten du vælger rød med sorte detaljer eller sort med nogle pænt vilde kontrast-stafferinger i rød, er du sikker på at tiltrække dig masser af opmærksomhed.

Men det mest spændende er dog skjult for nysgerrige blikke: En hårdtpumpet udgave af Fords ret fantastiske trecylindrede EcoBoost turbobenziner. Volumen er fortsat beskedne 1,0 liter, men Ford har skruet op for turboen, så ydelsen stiger til hele 140 hk. Det gør ikke alene Ford Fiesta Red & Black Edition til verdens p.t. kraftigste 1,0 liters motor i en almindelig gadebil – litereffekten overgår faktisk den, som vi kender fra superbiler som Bugatti Veyron og Ferrari 458.

Fartreserverne i den lille Fiesta er også respektable: 201 km/t på toppen og 0-100 km/t på ni sekunder rent. Rigeligt til at have det sjovt – og vil du hellere spare benzin på den daglige pendlertur, klarer den frække Fiesta faktisk et snit på den beskedne side af 22 km/l.

Kender vi Fiesta ret, er det dog evnen til at følge nærmest telepatisk hurtigt med ind i sving, der vil gøre Red & Black Edition til et fund for feinschmeckere. Ifølge Ford er affjedring og styretøj spændt op til endnu mere sport end i standardudgaven. Det kan kun blive godt. Prisen kendes vi dog endnu ikke – men mon ikke den landet et stykke under Ford Fiesta ST. Hvilkenbil.dk gætter på 225.000 kr.

Læs også test: Fantastiske Ford Fiesta

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here