Tesla har sovet i timen - fransk bryggeri har været hurtigere til at søge tilladelse til at bruge navnet Cybercab. Tesla kan blive tvunget til pinligt navneskifte.
Tesla var lidt for hurtige, da de afslørede deres selvkørende Cybercab i oktober 2024. Navnet lyder godt, men Tesla havde bare ikke søgt om godkendelse og ejerskab på navnet.
Unibev, et fransk bryggeri, spottede fodfejlen og søgte selv om tilladelse til at bruge varemærket Cybercab. Ikke til en ny øl eller sodavand, men en bil. Og hvorfor ikke? Alle mulige firmaer laver jo elbiler i dag…
Kom en måned for sent
Først en måned senere fandt Tesla tid til at ansøge om brug af varemærket Cybercab. Og fandt ud af, at de nu var nummer to i køen hos United States Patent and Trademark Office, der håndterer den slags.
Det er mediet Electrek, der er kendt for at have et horn i siden på Tesla-chef Elon Musk, der har gravet historien frem.
Betal eller skift navn
Umiddelbart ligner det en meget lille historie, men alt tyder på, at Tesla er endt i lidt af kattepine. Medmindre de amerikanske myndigheder vælger at give Tesla rettighederne til varemærket Cybercab, kan Tesla blive tvunget til at finde et nyt navn til den selvkørende taxa. Alternativt købe navnet af Unibev.
Angiveligt er der allerede forhandlinger i gang mellem Tesla og Unibev.
‘Teslaquila’
Lidt overraskende er det ikke første gang, at det franske bryggeri driller Tesla.
Unibev har tidligere fået rettighederne til varemærket ‘Teslaquila’. Efterfølgende har bryggeriet forhindret Tesla i bruge varemærket i forbindelse med lancering af Teslas eget tequila-mærke.






