Slut med at betale for at få sine egne penge retur: Energiselskabet EWII er først til at droppe det månedlige abonnement på opladning af elbilen.
At eje en elbil har indtil nu haft en lidt pudsig ekstraregning: For at få refunderet elafgiften på strøm til opladning derhjemme har elbilejere skullet betale et fast månedligt gebyr til deres elselskab eller ladeoperatør for en såkaldt serviceaftale. Typisk mellem 59 og 79 kroner – altså op mod 950 kroner om året – blot for at få udbetalt en refusion, som man egentlig havde krav på.
Nu ændrer billedet sig, efter at regeringen har besluttet at fjerne elafgiften på strøm til opladning.
EWII tager konsekvensen
Energiselskabet EWII tager som de første konsekvensen, og tilbyder en gratis serviceaftale, der sikrer kunderne refusion resten af året uden gebyrer.
”Serviceaftaler på ladebokse til elbiler vil skifte karakter med udsigten til, at regeringen stort set afskaffer elafgiften ved årsskiftet. Især fastpris-abonnementer bliver voldsomt dyre i forhold til mange elbilisters behov. Derfor nedsætter vi i EWII allerede nu prisen på vores serviceaftale til det rene ingenting, mens kunderne fortsat kan benytte vores intelligente opladning og have trygheden med en serviceaftale, hvis der er bøvl med boksen,” siger Casper Brejnbjerg Olsen, direktør for Abonnementssalg og Kundeservice i EWII.
Tidligere i år erkendte EWII, at serviceaftaler var med til at gøre strømmen dyrere end nødvendigt for danske elbilister.
Aftaler har hæmmet konkurrencen
Både Konkurrencerådet og Forbrugerrådet har tidligere kritiseret ordningen for at gøre markedet mindre gennemsigtigt. Når forbrugerne først har bundet sig til en serviceaftale, bliver det sværere at sammenligne priser eller skifte selskab. Resultatet er, at elbilejere ofte betaler mere, end de behøver.
Med afgiftsfjernelsen forsvinder den indtægt, som mange selskaber har baseret en del af deres forretning på. Det betyder, at både elselskaber og ladeoperatører må gentænke deres forretningsmodel. Her lægger EWII’s udspil pres på konkurrenterne.
Kan spare flere tusinde kr.
For elbilsejere er der tale om en kontant besparelse. Elbilejere, der f.eks. tidligere har betalt 69 kroner om måneden for en refusionsaftale, sparer 830 kroner om året, når gebyret forsvinder.
Når elafgiften fjernes helt næste år, falder prisen på at lade derhjemme endnu mere. For en familie, der kører 15.000 kilometer om året i elbil, kan det betyde flere tusinde kroner sparet på strømregningen – afhængigt af elprisen.
Bliver nødt til at reagere
EWII’s udspil kan udløse en dominoeffekt på det danske marked for opladning af elbiler.
Andre selskaber vil næppe kunne forsvare at fastholde abonnementsgebyrerne, hvis kunderne kan få det samme gratis hos konkurrenten. Samtidig vil ladeoperatører, der har tjent godt på at administrere refusionen, skulle finde nye måder at tjene penge på.
”Det er svært at se andet, end at EWII har sat en ny standard for hele lademarkedet ved at gøre det gratis for elbilejere. Det bliver spændende at se, hvordan resten af markedet – herunder især Clever, OK og Norlys – reagerer. De bliver jo nødt til at reagere og ret hurtigt. Ellers risikerer de jo, at elbilejerne skifter til EWII,” siger forbrugerøkonom i FDM, Ilyas Dogru, til jp.dk.