BILTEST: Mitsubishi Outlander er verdens mest solgte SUV plug-in hybrid. Trods alderen overbeviser den elektrificerede SUV.
Hvilken bil?
Vores testbil er en kombination af to populære ting på det hjemlige bilmarked lige nu: En højbenet SUV og plug-in hybrid, der kører op til 45 km på ren el. Mitsubishis mellemstore SUV, Outlander PHEV, er ret ny på danske nummerplader, men har efterhånden nogle år på bagen. Konstruktionen er fra 2013, men Outlander fik et omfattende facelift i 2015 og et mindre op til 2019. Selv om dåbsattesten ikke er fra i går, er den spækket med avanceret teknologi og udstyr. Lidt tankevækkende er de fleste store bilfabrikker først nu begyndt at sende lignende biler på gaden. Priserne starter ved 330.000 kr., mens den topudstyrede version, vi tester her, koster 450.000 kr. Teknisk er de ens: En 2,4 liters benzinmotor og et 13,8 kWh lithium-ion batteri, der leverer power til to elmotorer, producerer i alt 224 hk og et moment, som ifølge Mitsubishi matcher det fra en 3,0 liters benzinmotor. Automatgear af CVT-typen er standard.
Vidste du at?
Mitsubishi Outlander PHEV er lidt af en rullende computer. Ud over at kunne køre i ren el-drift giver de to elmotorer på hver sin aksel en række køreindstillinger: Normal til almindelig kørsel og Snow for at give en nemmere start og mere manøvredygtighed på glatte veje.
Vælger du Lock, simuleres låsning af centerdifferentialet, hvilket distribuerer optimal drivkraft til alle fire hjul. Det giver dig forbedret trækkraft og stabilitet på fx grove grusveje. Sport giver hurtigere respons på snoede veje. Outlanders hybridsystem fungerer enten som ’Serie Hybrid kørsel’: Ren el-kørsel med hjælp fra benzinmotoren, der genererer elektricitet dels når batteriniveauet er lavt og dels, når der er brug for ekstra kraft fx ved hurtig acceleration eller op ad bakker mv. Ved ’Parallel Hybrid kørsel’ – typisk på motorvejen – drives bilen af benzinmotoren med assistance fra elmotorerne, når det er påkrævet.
Hvordan er førerpladsen?
En smule ’old school’ men meget behagelig arbejdsplads. Sæder og kørestilling er komfortable og kan tilpasses stor og lille, og som chauffør i Outlander har du masser af albuerum og et godt udsyn i trafikken takket være den højbenede undervogn. Selve layoutet af instrumenteringen og indretningen kan man godt se har nogle år på bagen. Bag rattet i Outlander PHEV har du blandt andet et sandt klaviatur af knapper at trykke på, suppleret af en mindre touchskærm midt på instrumentbordet. Sådan gør man ikke længere – færre knapper og flere funktioner indlagt i skærmen er ’det nye sort’. Når det er sagt, så fungerer det nu upåklageligt i Outlanderen efter en kort tilvænning, og kvalitetsoplevelsen er ganske fin. Ros herfra for at holde indstilling af klimaanlægget helt analog med to let betjenelige drejeknapper lige ved hånden.
Hvordan opleves kabinen?
Først og fremmest meget lydløs takket være ekstra isolering og ekstra tykke ruder. Det er en fornøjelse at opholde sig i det lyddæmpede rum, og dækkene hører man heller ikke meget til. Trods en relativt kort afstand mellem for- og bagaksel på 267 cm – 12 cm mindre end en VW Passat – er Mitsubishi Outlander PHEV overraskende rummelig – både for bagsædepassagerer og i bagagerummet. Der er rigelig plads til knæ og høj hat på bagsædet, hvor vinklen på bagsæderyggen kan justeres. Der er dybe ’lommer’ i siderne af bagagerummet, som er gode til løse genstande, samt opbevaringsrum under gulvet bagi, hvor opladningskablerne ligger godt. Et ekstra plus er et 230V stik ved bagsædet og i bagagerummet (dog ikke i basismodellen), der fx kan bruges til pc eller køleboks.
Er sikkerheden i orden?
Ja. Mitsubishi Outlander PHEV blev sikkerhedstestet af Euro NCAP tilbage i slutningen af 2013 til topkarakteren fem stjerner. Siden er barren for et opnå fem stjerner hævet adskillige gange, og udviklingen af aktivt sikkerhedsudstyr er galoperet afsted. Outlander fremstår dog stadig som en velkonstrueret og sikker bil, der beskytter både fører og passagerer godt i tilfælde af en kollision. Siden sikkerhedstesten er Mitsubishi desuden fulgt med udviklingen og har udstyret Outlander med flere sikkerhedsassistenter, som kan være med til at forhindre eller afbøde ulykker. Blandt andet et automatisk kamera- og radarbaseret nødbremsesystem, der også ’ser’ fodgængere, alarm for utilsigtet vognbaneskift og adaptiv fartpilot. Dog er disse systemer ikke en del af udstyret i den billigste udstyrsvariant, Invite+, men først fra mellemste udstyrsniveau, Intense. Vi kan derfor ikke anbefale den billigste variant. Læs mere på euroncap.com
Hvordan kører den?
Virkelig behageligt. Mitsubishi har valgt at fokusere på komfort og en ’smooth’ køreoplevelse. Det er lykkedes; det hele glider bare i olie. Det lave støjniveau i kabinen bidrager til en stressfri køreoplevelse, og automatgearet af CVT-typen, fungerer bedre, end vi har oplevet i andre biler. Ved accelerationer løber omdrejningerne ikke hysterisk i vejret. Kun når speederen trædes helt i bunden, svinger omdrejningstælleren i top. Men det har man slet ikke lyst til, da det ikke er bilens natur. Op til 135 km/t kan du køre på strøm fra de to elmotorer, og topfarten er begrænset til 170 km/t. – hvilket faktisk er meget sympatisk. Eneste anke herfra går på styretøjet, der er lidt for følsomt til vores smag: Det kræver en del justeringer på rattet for at holde den højbenede bil præcis på kursen på motorvejen. Med en elmotor på hver aksel har Outlander PHEV i princippet 4-hjulstræk, men det fik vi ikke testet i vores uge med bilen.
Hvordan er motoren?
Den – eller rettere de – fungerer i et nøje orkestreret samspil, der kan tilpasses dit aktuelle behov. Grundlæggende har Outlander kræfter nok til at flytte de næsten 1.900 kilo bil i en fart – tilsammen leverer den 2,4 liters benzinmotor og de to elmotorer 224 hk. Du kan vælge at lade motorerne køre i en symbiose, hybridindstilling, udelukkende på el eller udelukkende på benzin, hvor du fx gemmer strøm, til du kommer hjem i forstaden og vil køre ’CO2-frit’ det sidste stykke. Med to padler bag på rattet kan du opsamle mere eller mindre energi ved bremsning og motorbremsning. Du kan også vælge en ECO-indstilling, der tilkobler energisparefunktionen for motor og klimaanlæg. Jo, der er nok at vælge i mellem og tage stilling til…hvis du vil. Du kan også bare lade Outlanderen selv finde ud af det hele for dig og bare cruise afsted i tilbagelænet stil.
Principielt kan du jo køre på el hele tiden, men når du ikke gør, skal du ikke forvente, at Outlander går mere end 12-13 km/l. benzin.
Passer prisen?
Ja. 330.000 kr. er måske mange penge men faktisk ekstremt billigt for en bil som Mitsubishi Outlander PHEV – både størrelse, udstyr og teknologi taget i betragtning. Vi vil dog ikke vælge basismodellen, som mangler automatisk nødbremse og andre aktive sikkerhedssystemer. I stedet falder vores valg på mellemste udstyrsniveau til 390.000 kr., hvor du også får en bunke lækkert komfortudstyr for merprisen på 60.000 kr. Blandt andet adaptiv fartpilot og LED forlygter med automatisk op og nedblænding af fjernlyset. Læg hertil 18 tommer alufælge og en kabinevarmer, der kan styres fra mobilen, så din Outlander er lun og afrimet, når du skal bruge den. Derimod ser vi ingen grund til at bruge yderligere 60.000 kr. på at opgradere til testbilens udstyrsniveau, Instyle, hvis du kan undvære lidt læder på sæderne, en langsomtgående el-betjent bagsmæk og et ’power’ lydanlæg.
Er der alternativer?
Ja…og så alligevel ikke. Der findes et par SUV’ere af den mellemstore slags med hybridteknologi på markedet, men de kan ikke lades op og køre på ren el, som Mitsubishi Outlander kan. Og så er dem, der findes noget dyrere end Outlander, som også har hele fem års garanti med i prisen. Den nye Toyota RAV4 2,5 Hybrid leverer 218 hk, men har en irriterende CVT gearkasse og savner samme fleksibilitet som Outlander, da den ikke kan lades op i stikkontakten og dermed ikke kan køre på ren el andet end nogle få hundrede meter. Oven i købet er prisen 425.000 kr. eller mere – altså 35.000 kr. dyrere end en tilsvarende Outlander. Hondas SUV CR-V er også kommet i en ny udgave, der fås som hybrid – uden opladning. Men prisen ligger helt oppe omkring den halve mio. kr. Og ærlig talt så trumfer Mitsubishis Outlander CR-V’en på teknik og performance (184 hk) trods seks års ekstra udviklingstid til den japanske konkurrent.
Konklusion:
For: Rummelig, støjsvag, 5 års garanti, udstyrsniveau
Imod: Nervøs styring på motorvej, lille tank/batteri, ikke nødbremse som standard
Hvilkenbil siger:
FAKTA: Mitsubishi Outlander PHEV 2,4 Instyle 4WD
Vejl. pris, inkl. lev.: 450.000 kr.
Beskatningsværdi som firmabil: 339.000 kr. (mellemste udstyrsniveau Intense)
Privatleasing: 3.995 kr. pr. måned (i 24 mdr. med en førstegangsydelse på 19.995 kr. og 15.000 km./år.)
Anslået kontantrabat:* 25.000 kr.
Årlig ejerafgift: 920 kr.
Garanti (rust/batteri/mekanik): 12 år/8 år (160.000 km)/5 år (100.000 km)
Sikkerhed (Euro NCAP):
Antal airbags: 7
Forbrug (WLTP-norm): 50 km/l (46 g. CO2 pr. km.)
Forbrug i test: 12-13 km/l
Længde/bredde/højde: 470/181/171 cm
Akselafstand: 267 cm
Bagagerum (min/max): 463/1602 liter
Køreklar vægt: 1.890 kg
Benzinmotor: 4 cyl., 2,4 liter, 135 hk/211 Nm (v. 4.500 omdr./min.)
Elmotorer: 1 x 60 kW/82 hk/137 Nm (for) og 1 x 70 kW/95 hk/195 Nm (bag)
Systemeffekt: 224 hk
Opladningstid hjemme: 5,5 timer ved 230V/10A. 7 timer ved 230V/8A
Opladningstid i offentlig hurtiglader: 25 minutter op til 80% kapacitet (kræver Clever abonnement/ledning)
0-100 km/t: 10,5 sek.
Topfart: 170 km/t (135 km/t ved ren el-kørsel)
Særligt standard udstyr (Instyle)
7 airbags, bakke-start assistent, Super-All Wheel Control med 4WD programvælger & Sport Mode, 18” aluminiumsfælge, LED-kørelys, regnsensor, el-foldbare sidespejle m. varme, 2-zone fuldautomatisk klimaanlæg, nøglefri adgang og start/stop, adaptiv fartpilot, bakkamera, elektrisk parkeringsbremse, sædevarme for, bluetooth, elektrisk justérbart førersæde, automatisk nødbremse, alarm for utilsigtet vognbaneskift, baksensorer med advarsel for tværgående trafik, advarsler for bil i blinde vinkler, elektrisk bagklap, DAB-radio, Apple CarPlay, LED-forlygter med fjernlysassistent, 230V/1500 W eludtag i kabine og bagagerum, parkeringssensorer for og bag, opvarmet rat, opvarmingssystem af kørebatteri, elektrisk kabinevarmer med timer, fjernstyring af opladning og klimaanlæg via app mm.
Metallak: 9.000 kr. (*Anslået af hvilkenbil.dk)