Har du (heller ikke) set lyset?

SMS’er under kørsel, vejvrede og hidsige blink med bilens fjernlys: Hvilkenbils Morten Kjeldsen funderer over vores dårlige trafikkultur.

Når bilister tager plads bag rattet i deres helt private rum, i deres kæreste eje bilen, kommer det indre urmenneske op i mange. Den normalt så venlige, tolerante og imødekommende familiefar forvandles til en krokodille i den mudrede flods vandoverflade på lur efter sit næste bytte.

Vi har garanteret alle mødt bilister derude i asfaltjunglen, som end ikke overvejer at give plads, når to vognbaner fletter sammen. Som ikke tøver med at strække den midterste finger op til vulgær hilsen, hvis man uforvarende har overtrådt en eller anden uskreven junglelov, som man ikke havde kendskab til.

Det klæder os ikke, men er udtryk for en skidt trafikkultur og en uforskammet måde at opføre sig på overfor en medtrafikant, der kunne være din flinke nabo. Eller din rare onkel.

Og vi ved det godt.

Men ligesom på de sociale medier, hvor man risikerer at få hældt en skidtspand ud over sig, hvis man stikker næsen frem, så er det, som om der hersker et andet kodeks, når vi spænder selen, starter motoren og kører afsted. En latent vrede lurer.

Selv om vi godt ved, at det er vanvittig farligt – og strengt forbudt – er der tilsyneladende ingen velovervejede love og oplysende kampagner om livsfarlige konsekvenser, der kan forhindre os i at tjekke mobiltelefonen for SMS’er eller endog skrive en SMS, mens vi kører derudaf med 80 km/t.

Man undrer sig

Hvilkenbils skribent undrer sig dagligt over alle de bilister, der tydeligvis sidder og betjener mobiltelefonen, mens de kører. Jeg bliver lettere chokeret, når jeg i et lyskryds bliver mødt af en fuckfinger fra en bilist, der kører over for rødt. Jeg er forundret over, at folk hellere vil risikere bulede kofangere end tage hensyn ved sammenfletninger. Og jeg chokeres over bilister, der uden at orientere sig bagud kaster sig ud i motorvejens overhalingsbane.

Og som ugentlig pendler mellem Danmarks to største byer, oftest efter mørkets frembrud, har endnu et aspekt af jungleloven vist sit ucharmerende ansigt.

For har man på en motorvej efter mørkets frembrud formastet sig til at køre med det lange lys tændt, så er vi alle – som i ALLE – blevet mødt af modkørendes hysteriske blink med det lange lys.

Hvad er det lige, der sker? Det vil jeg tillade mig at undre mig over og give lidt opmærksomhed hér.

Færdselsloven siger…

Lad os tage lidt lovtekst først:

I Færdselslovens paragraf 33 stk. 2 står, at “fjernlys (langt lys) skal anvendes, når førerens synsvidde under hensyn til køretøjets hastighed ellers er utilstrækkelig til sikker kørsel”.

I paragraf 33 stk. 3 står blandt andet, at “fjernlys (langt lys) må ikke anvendes ved møde med andet køretøj i sådan afstand fra dette, at føreren kan blændes”.

Og så til de tørre fakta:

Kommende bilister, der terper teoribogen, lærer, at det lange lys skal oplyse vejen mindst 100 meter frem, nærlyset mindst 30 meter.

Hvis du kører 110 km/t, tilbagelægger du knap 31 meter i sekundet. En normal reaktionstid – altså den tid, der går, fra du opdager en forhindring, til du begynder at bremse – er på halvandet sekund, så på den tid triller bilen 45,8 meter.

Under normale vej- og vejrforhold, med gode dæk, er bremselængden for en personbil i gennemsnit 51,9 meter.

Det vil sige, at en bil, der skal bremse ned fra 110 km/t – reaktionstid plus bremselængde – typisk tilbagelægger mellem 95 og 100 meter, inden den holder stille.

Med 130 km/t tilbagelægger man godt 36 meter i sekundet, med halvandet sekunds reaktionstid 54,2 meter plus en bremselængde på 72,4 meter. Altså en total standselængde på 120-130 meter.

Av.

Er du gal, mand

Lad os sige, at du har gode lygter på din bil: Dermed er den mørke vejbane oplyst af nærlyset 35-40 meter frem.

Med ovennævnte beregninger får du således øje på den mørklagte forhindring – en lastbil, der står på tværs (?) – 40 meter før du smadrer ind i den. For du triller 45,8 meter, inden foden når bremsen, og dermed kører du 110 km/t i kollisions-øjeblikket.

Dét gør ondt.

Selv om du på grund af hjælpende lys fra modkørende, hjælp fra det klart skinnende månelys, de funklende stjerner og andre faktorer kan øjne forhindringer længere fremme end de antal meter, som nærlyset rækker, og dermed når at påbegynde nedbremsningen, så er det sandsynligt, at du stadig ruller 50-60 km/t, når du rammer forhindringen.

Dét gør også ondt.

Kører du 130 km/t med nærlyset tændt … tja, så gør det virkelig ondt.

Dette er ekstreme betragtninger, worst-case scenarier. Jeg ved det godt.

Men hvorfor har vi – også – ufornuftige junglelovs-betragtninger om det at køre med langt lys på motorveje? Det er jo nødvendigt. I hvert fald hvis det skal være sikkert.

Nej, man må ifølge Færdselsloven ikke blænde modkørende. Man skal blænde ned 200-300 meter før mødet med den modkørende (og ikke på en kilometers afstand, som mange modkørende synes at insistere på).

Men det betyder jo, hvis man betragter tingene helt firkantet, at inden man blænder ned, hvorved lyskeglen går fra 100 meter til 30 meter, skal man have sat sin hastighed betragteligt ned.

Hvilket ingen gør, da det synes dumt og selvfølgelig heller ikke uden risiko, da de bagvedkørende må formodes stadig at køre 110 eller 130 km/t.

Kig væk, så er det ikke så slemt

Verden er ikke firkantet, og virkeligheden er heller ikke sort/hvid som nær- eller fjernlys og som beskrevet i love og fakta.

Men hvorfor er det sådan derude på de mørklagte motorveje?

Jeg formoder, at mange os instinktivt har en tendens til at kigge direkte ind i de modkørendes lys i stedet for at koncentrere blikket på vores egen vejbane. Men det giver jo ingen mening, for på en motorvej skal du netop ikke fokusere på de modkørende, da de ikke kommer i nærheden af dig.

Hav blikket stift rettet mod din egen kørebane og prøv, hvor lidt den modkørende med det lange lys i virkeligheden generer dig. Bare fordi du ser en modkørendes skarpe lys, er det jo ikke det samme, som at man bliver blændet i en grad, så man intet kan se.

Vi ville kunne hjælpe hinanden, færdselskulturen og såmænd også trafiksikkerheden, hvis vi lige tæller til 10, suger luft dybt ned i maven og trækker overbærende på skulderen, hver gang vores rethaveriske og dyriske instinkter pibler op til overfladen.

Det ville på alle mulige måder være både fornuftigt og hensigtsmæssigt.

Vær positiv

Jeg skal ikke nødvendigvis pudse min trafikale glorie og hæve mig op på en piedestal, men jeg nægter at tjekke min telefon, mens jeg kører, og jeg tuder mine sønner ørene fulde med budskabet: Væk med telefonen, når I kører.

Der findes faktisk en “forstyr ikke under kørslen”-funktion, der automatisk returnerer en SMS med ordene “jeg læser din besked, når jeg holder stille.”

Jeg bestræber mig på at give medtrafikanter plads, smile og løfte hånden til venlig hilsen (for der er faktisk mange derude, som bliver taknemmelige og løfter hånden til tak, når man viser hensyn).

Jeg gider ikke være vred, når jeg kører bil. For jeg kan lide at køre bil, jeg har en dejlig bil, og jeg holder af at komme glad og sikkert frem hver gang. Med puls og blodtryk i normalt leje.

Og ja – jeg kører ofte med det lange lys tændt på de mørke motorveje, så jeg med mine 130 km/t kan se sikkert langt frem. At min bils forlygter virker som magneter på de modkørendes bilisters øjne og afstedkommer koleriske blink med det lange lys – tja, det må de jo selv om.

Jeg blænder ned, når vi er 200-300 meter fra hinanden og håber på, at jeg meget snart kan blænde op igen, så jeg kan se, hvad der rent faktisk foregår uden for mit nærlys’ rækkevidde.

Mens jeg tilbagelægger 54,2 meter i sekundet.

[email protected]