Her er Kia’s elektriske folkevogn

Kia EV2 vil tilbyde god plads i en kompakt bil med fornuftig rækkevidde og ladetider - priserne må vi foreløbig gætte på.

Kia har netop afsløret en af årets mest spændende, nye elbiler på biludstillingen i Bruxelles. Med en længde på 406 centimeter lander EV2, som bilen hedder, lige midt i en klasse, hvor rigtigt mange danskere forventes at købe ny elbil i år.

Efter flere år med store og dyrere el-SUV’ere, er der opsparet et behov for mindre og billigere elbiler. Biler som Renault 4 og 5 og Citroën ë-C3 viser allerede vej. Når VW-familien senere i år lancerer firlingerne VW ID Polo og ID Cross samt Skoda Epiq og Cupra Raval, kan den kompakte klasse af elbiler meget vel få et regulært salgs-boom herhjemme.

Det er lige her, at Kia EV2 lander. 

Tre skærme og fysiske knapper

Designmæssigt fortsætter den Kia’s kantede stil, som vi kender fra EV3, EV4, EV5 og EV9. Det gælder også i kabinen, hvor Kia i store træk genbruger førerpladsen fra den større EV3. Det vil sige tre skærme på rad og række til henholdsvis speedometer, klimaanlæg og øvrig betjening, suppleret af flere fysiske knapper og genvejstaster i rattet og midterkonsollen.

Den produktionsklare EV2 afviger ikke meget fra den konceptudgave, som Kia tidligere har vist.

Flere steder er der stofbeklædning på blandt andet døre og instrumentpanel. Kia har også ‘nuttificeret’ EV2 med velkomstlys i fordørene og et friskt “have a nice day” bag de indvendige dørhåndtag.

To eller tre på bagsædet

Kia lover god plads trods de kompakte dimensioner. Også på bagsædet, der endda kommer i to udgaver: En traditionel bænk med plads til tre personer og en udgave med to siddepladser, hvor sæderne kan justeres i både længde og hældning.

Bagagerummettager op til 403 liter, hvilket er meget for klassen, mens et lille frunk på 15 liter kan rumme ladekablet.

To batteristørrelser

EV2 kommer også med to batteristørrelser. Det mindste på 42 kWh giver en rækkevidde på 317 kilometer, mens Long Range udgaven med et 61 kWh-batteri når ud på 448 kilometer. Det ligger helt i top for klassen.

Førerpladsen i EV2 er stort set mage til den større EV3's.

Som noget nyt kan begge udgaver både lade med 11 og 22 kW vekselstrøm. Alt andet lige giver det en fordel herhjemme, hvor der opstilles stadig flere 22 kW-ladere ved arbejdspladser og supermarkeder.

Kia oplyser ikke max-effekt for lynladning, men 10-80 procent vil tage 29-30 minutter. Det tyder på en max-effekt omkring 80 kW, hvilket er ret standard i denne klasse.

Uanset batteristørrelse har EV2 en elmotor på 108 kW (146 hk), der trækker på forhjulene.

Med to siddepladser kan bagsæderne justeres i længde og hældning.

Senere kommer EV2 i en GT-Line variant, der får mere sportslige detaljer ude og inde. Det inkluderer næppe flere kræfter, men måske kommer der en ægte GT-variant senere. Kia har lavet heftige GT-udgaver af alle andre modeller.

Omkring 220.000 kroner

Kia er hverken klar med udstyr eller priser til det danske marked, men kender vi Kia ret, bliver standardudstyret omfattende. EV2 vil også kunne fås med et væld af assistentsystemer, adaptiv fartpilot, fjernstyret parkering og både V2L og V2G, der gør det muligt at forsyne eksterne enheder med strøm eller sende energi tilbage til elnettet.

Prisen er selvfølgelig interessant. Kia er aldrig de billigste i klassen, så vi vurderer, at den billigste version med det lille batteri skal koste omkring 220.000 kroner, mens Long Range bliver omkring 20.000 kroner dyrere.

EV2 vil gerne være lidt sød og personlig. Bag de indvendige dørhåndtag står der "have a nice day".

Alt det ved vi mere om op til den danske lancering, der efter planen sker i løbet af marts. Først med Standard Range, hvorefter Long Range følger efter til sommer.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here