Nissan Micra er den japanske udgave af den hypede Renault 5 og skal også fremstilles i Frankrig. Rækkevidden bliver op til 400 km.
Nissan befinder sig nok i en økonomisk krise, men har overskud til at løfte sløret for flere spændende nyheder. Tidligere i dag så vi tredje generation af pionérbilen Leaf og nu er turen kommet til den elektriske mini, Micra.
Oprindelig skulle Micra have været på markedet sidste år, men blev forsinket. Det gælder også for søsterbilen Renault 5, som Micra er baseret på, men med lanceringen af Renault 5 kommer turen nu til Micra. Efter planen ser vi den hos danske Nissan-forhandlere sidst på året.
Deler al teknik
Micra er groft sagt Nissans udgave af Renault 5. De to mærker indgår i en strategisk alliance og begge biler skal trille af det samme samlebånd på Renault-fabrikken i Frankrig.
Micra og Renault 5 står på samme CMF-BEV platform, og kommer med samme batterier på enten 40 eller 52 kWh med op til 400 km rækkevidde. Motoren i den kompakte forhjulstrækker forventes at yde enten 120 eller 150 hk som i Renault 5.
Vi skriver forventer, for Nissan er foreløbig nærige med informationer.
Men når Micra er identisk med Renault 5 er det ikke raketvidenskab at regne lidt på tallene. Det mest spændende er selvfølgelig prisen, som den danske importør endnu ikke har offentliggjort. Vi gætter på, at importøren venter til umiddelbart før den danske lancering, så man kan tage temperaturen på det voldsomt konkurrenceprægede marked for elbiler.
Kan blive blandt Danmarks billigste
Micra dumper nemlig ned i en yderst spændende miniklasse, hvor mange danskere endelig får råd til en elbil. Og alt tyder på, at Micra bliver konkurrencedygtig.
Søsterbilen Renault 5 begynder ved 185.000 kr. med det lille batteri og stopper ved 230.000 for topudgaven med stort batteri og alt i udstyr.
Nissan Micra vil med stor sandsynlighed få omtrent samme prisspænd. Billigste udgave kan med andre ord blande sig med nogle af markedets billigste elbiler. Det lover godt for Micra, der tidligere har været en solid sællert for Nissan herhjemme.
De japanske designere spiller da også videre på tidligere Micra-modeller med det nærmest nuttede udtryk i form af kuglerunde forlygter. Resten af bilen er til gengæld mere maskulin i udtrykket – og det skyldes oplægget fra Renault. De to biler blev fra starten udviklet sideløbende.
”Det fine var, at vi kiggede på noget endnu sødere med runde, hvalpe-agtige forlygter, men Renault’en ligner mere en bulldog,” forklarer Nissans globale designchef Alfonso Albaisa til Autocar.
Lygterne gør forskellen
Han er godt tilfreds med fusionen af det søde og det mere muskuløse i Micra.
”Det, jeg elsker ved Micra er, at den har nogle søde detaljer, men karrosseriet, skærmene og hjulene er enorme,” forklarer Albaisa.
Kigger man godt efter på de foreløbig to eneste fotos af Micra, er det også tydeligt, at de to biler stort set er ens fra forruden og bagud. Micra har sin helt egen front med de runde forlygter. Motorhjelmen står også mere vandret modsat Renault 5, hvor hjelmen er mere skrå for at efterligne den originale 5’er. Og den forskel var faktisk en stor udfordring, fortæller Alfonso Albaisa:
”Ingeniørerne var fantastiske, for det er et minefelt at ændre på bilens front fordi den er fuld af sikkerhedsudstyr.”
Udover fronten med nuttet kørelys kan vi forvente, at Micra også får baglygter, der adskiller sig væsentligt fra Renault 5.