Regeringen bør stoppe de planlagte afgiftsstigninger på elbiler, mener brancheforening. Ellers vil dyrere elbiler bremse den grønne omstilling.
Hvis regeringen ikke dropper de planlagte afgiftsstigninger på elbiler fra årsskiftet, kan det bremse den grønne omstilling af danskernes biler.
Sådan lyder advarslen fra brancheforeningen Mobility Denmark, der repræsenterer flere aktører i den danske bilbranche.
Ifølge Mobility Denmark vil populære elbiler stige så meget i pris, at salget af elbiler kommer til at bremse kraftigt op. En VW ID.4 bliver 10.000 kroner dyrere, mens en anden bestseller som Tesla Model Y kan stige op til 28.000 kroner.
Stop planlagt stigning nu
Mobility Denmark opfordrer derfor regeringen til at stoppe næste års planlagte afgiftsstigninger allerede nu. Ved at tage stigningen af bordet nu, kan den grønne omstilling fortsætte med samme fart og gøre en kommende reform af bilafgifterne mindre vanskelig.
”Regeringen kalder sig Danmarks grønneste regering nogensinde. Derfor håber jeg også de vil fortsætte den grønne omstilling af bilparken og forhindre, at afgiften stiger ved nytår. Danskerne har taget elbilen til sig, og det giver ingen mening nu at gøre nogle af de mest populære modeller titusindvis af kroner dyrere. Afgiftshoppet skal tages af bordet i efteråret,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark (foto).
Udskudt sidste år
Den planlagte afgiftsstigninger på elbiler, der i dag nyder godt af meget beskedne afgifter på de største elbiler, blev sidste år udskudt med ét år. Men den pause udløber i år, og så træder højere afgifter i kraft fra 1. januar 2027.
Det er dog usikkert, hvad den nye S-SF-M-R regering vil gøre med bilafgifterne. Aktuelt venter man på et ekspertudvalgs forslag til omlægning af bilafgifterne, der angiveligt kommer til at indeholde omkring fire forskellige løsninger. Blandt dem er en større reform af registreringsafgiften, der kan fjerne afgiften på bilens værdi til fordel for afgifter på brug af bilen - også kendt som kørselsafgifter eller roadpricing.
Ønsker langsigtet løsning
Mobility Denmark mener ikke overraskende, at registreringsafgiften på elbiler bør afskaffes permanent. Hvis staten fortsat har behov for indtægt fra bilisterne, bør pengene findes gennem løbende beskatning, der er fastsat efter bilernes tekniske egenskaber som vægt og motorkraft.
Angiveligt er det også et af de forslag, som ekspertudvalget ventes at fremlægge senere i år.
”Det vil være bagvendt at hæve registreringsafgiften få måneder før, vi skal diskutere, hvordan vi kommer af med den. Jo mere registreringsafgift vi når at bygge ind i danskernes privatøkonomi, desto vanskeligere bliver omlægningen. Hold afgiften i ro nu, og brug så egentlige forhandlinger om bilbeskatning til at lave en langsigtet løsning,” siger Mads Rørvig.






