God plads, fornuftig rækkevidde og en pris på 165.000 kr. skal gøre Renault Zoe til Danmarks mest solgte elbil – og måske give elbilen et folkeligt gennembrud herhjemme.
Når elbilen Renault Zoe får dansk premiere 18. august sker det med højspændte forventninger til salget. Uden at sætte tal på, forventer den danske Renault-importør, at ”Zoe bliver den bedst sælgende elbil fra Renault nogensinde.”
”Zoe har for det første lige den størrelse som danskerne vil have. Nemlig en kompakt bil med plads til fem og et stort bagagerum. For det andet er den bygget som elbil helt fra bunden. For det tredje har den en reel rækkevidde på omkring 150 km mellem hver opladning. Og for det fjerde er den med en pris på 161.400 kroner ganske enkelt Danmarks billigste og bedste elbil”, forklarer Henrik Bang, direktør for Renault Danmark.
Inklusive leveringsomkostninger kommer Renault Zoe til at koste 165.000 kr. Og det er faktisk billigt – også sammenlignet med almindelige benzin- og dieseldrevne biler i miniklassen. Renault Zoe er nemlig standardudstyret med kostbare detaljer som automatgear, aircondition og multimediesystemet R-Link, der bl.a. indeholder navigation og altid er online. Til sammenligning forventes den elektriske udgave af VW Up – e-Up – at runde 200.000 kr., når den får dansk premiere senere i år. Næste år melder BMW sig ind i kampen med den elektriske i3, der størrelsesmæssigt matcher Zoe, men her bliver prisen hele 286.000 kr.
Batterier skal lejes
Renault Zoe adskiller sig dog fra sine elektriske konkurrenter på ét punkt: Som Zoe-ejer skal du leje bilens batteri af Renault. Den månedlige leje fastsættes efter dit årlige kørselsbehov – priserne begynder ved 699 kr. ved 12.500 km. Ved 15.000 km stiger den månedlige leje til 784 kr. Til gengæld har man som Zoe-ejer ingen bekymringer: Går det kostbare batteri i stykker eller mister det ladekapacitet, bærer Renault ansvaret. Dermed er en af de ubekendte – og potentielt meget dyre faktorer – taget ud af ligningen om elbilen.
Netop den form for tryghed kan gøre, at Renault Zoe måske bliver bilen, der endelig giver elbilen sit folkelige gennembrud herhjemme. I resten af Europa er Zoe i hvert fald kommet ganske godt fra start: Siden introduktionen er der solgt over 11.000 styk.
Læs mere: Elektrisk VW Up rækker 160 km