Her er de første billeder af ny lille Honda crossover: Ifølge rygter vil Honda HR-V blive fabrikkens første, der kan fås med små turboladede benzinmotorer.
Ringer Honda HR-V en klokke? Så har du en god hukommelse, for det er ikke en bil, vi ser så ofte på vejene herhjemme. Honda sendte denne mini-SUV med et særegent design på markedet i 1999 i både 2- og 4-hjulstrukne udgaver med såvel 3 som 5 døre. Men måske var Honda lidt for tidligt ude med den højbenede mini. I hvert fald blev den udfaset i 2006 – kun knap et år før Nissan kickstartede salget af crossovers, som de mere økonomiske SUV’er kaldes, med deres Qashqai.
I mellemtiden har Honda fokuseret på den større CR-V, men sender nu en ny HR-V på markedet for at få en større bid af det fortsat voksende crossover-salg – ikke mindst i Europa.
Bilen findes allerede i Japan under navnet Vezel bygget på basis af den næste generation af Honda Jazz, og nu skal den altså ud og kæmpe globalt mod direkte konkurrenter som Peugeot 2008, Renault Captur, Nissan Juke, Opel Mokka m.fl.
Honda HR-V præsenteres i en europæisk version på Paris’ internationale biludstilling den 2. oktober, hvor der også frigives flere oplysninger om bilen, men det britiske magasin ’Car’ mener allerede nu at vide, at bilen vil være i udstillingslokalerne til sommer næste år, og at den vil kunne fås med både forhjulstræk og træk på alle fire hjul. Andre kilder vurder dog, at Jazz-platformen forhindrer firehjulstræk, men forhjulstræk er nu også mest populært blandt crossover-køberne.
Lille trecylindret benziner med turbo
På motorsiden bliver det muligt at vælge mellem en 1,6-liters turbodiesel og – som noget helt nyt fra Hondas side – turboladede benzinmotorer. En 1,0-liters med tre cylindre samt 1,5- og 2,0-liters benzinere med fire cylindre.
Men disse oplysninger er altså ikke bekræftet af fabrikken. Det vides heller ikke, om der kommer en hybrid-udgave på programmet.
Udvendigt har designet en coupé-agtig afslutning, der dog ifølge Honda ikke går ud over rummeligheden, og indvendig har ingeniørerne valgt at placere brændstoftanken centralt under gulvet for at forbedre bilens pladsforhold. Og så får den nye Honda HR-V selvfølgelig også Hondas patenterede Magic Seats, der blandt andet kan foldes op til lodret eller lægges helt ned, så man får et helt fladt lastrum.
Der foreligger endnu ikke noget om tidspunkt for lancering og priser i Danmark, men vi gætter på en startpris på under 200.000 kr, hvis Honda vil have en bid af crossover-kagen herhjemme.
Læs mere: Her er Honda CR-V’s frække lillesøster