Hvad sker der, hvis producenten af din elbil går fallit, og du ikke kan køre en meter, spørger Hvilkenbils Morten Kjeldsen.
Moderne teknologi, avanceret software og komplicerede systemer, som ingen almindelige mennesker kan gennemskue og fikse i en håndevending, er hverdagens orden i elbilernes verden.
Det er på mange måder fantastisk. Men det er også sårbart. For hvad nu hvis…?
For nogle årtier siden var biler relativt simple, fossildrevne transportmidler. En vinduesvisker med pausefunktion var det mest avancerede, og computere var noget, man eksperimenterede med på DTU. Dengang kunne man altid finde et helt igennem analogt værksted, der kunne udskifte bremseklodser, skille karburatoren ad og justere ventilerne.
Men i dag er biler, især elbiler, højteknologiske rullende laboratorier. Bilerne er koblet til internettet. Software-opdateringer finder sted “Over The Air” – altså transmitterer moderfabrikken opdateringerne til de solgte biler rundt omkring i verden.
Og hvis noget går stykker og skal fikses, klares det på samme måde. Altså “Over The Air”. Eller det klares af ultra-specialiserede fagpersoner på lokale værksteder med adgang til producentens patenterede software.
Kina-ejere på spanden
I USA udspiller sig i øjeblikket en gyser, hvor alle elbilejeres ultimative mareridt anno 2024 er blevet til virkelighed.
Nonprofit-udgivelsen Rest of World, der beskæftiger sig med tech i al almindelighed, beskriver, hvor galt det er gået for ejere af biler fra det Shanghai-baserede firma WM Motor. Hvor modellerne ironisk nok hedder Weltmeister.
I Kina har man med regimets opbakning tilladt et væld af startups ud fra devisen, at de stærkeste overlever, og resten må dø. Privatejede WM Motor havde held til at eksportere et antal elbiler til blandt andet USA, og i dag betaler de risikovillige amerikanske købere prisen. WM Motor gik konkurs i 2023, og ejerne er på spanden.
Rest of World har blandt andre talt med Richard Qian, der ejer en Weltmeister EX5 SUV fra WM Motor. Han har erfaret, at han ikke længere kan logge ind på WM Motors smartphone-app, som ejere bruger til for eksempel at fjernstyre klimaanlægget og til at tjekke, om bilen er låst. Han kan heller ikke længere se, hvor meget strøm der er på bilens batteri, ligesom bilens kilometertal ikke kan aflæses nogen steder.
Andre ejere af biler fra WM Motor fortæller, at smartphone-app’en er totalt ubrugelig, og at bilens lydanlæg, der kræver internetforbindelse for at virke, er gået helt i sort.
“Bilens system er lammet, og jeg kan ikke logge ind.” “Lydsystemet er ubrugeligt.” “Bilens status kan ikke kontrolleres.” “Bilen er blevet en kæmpe sikkerhedsrisiko.” Lyder nogle ejeres kommentarer på 12365Auto, der er en kinesisk hjemmeside med fokus på kundetilfredshed.
Problemerne bliver, som det ser ud, næppe løst.
Det kan også ske her
Situationen er fortvivlende. Katastrofal. Men de stakkels ejere kan intet stille op. Kun vente og have et spinkelt håb om, at nogen overtager fallitboets forpligtelser, så bilerne kan bringes i orden og være sikre transportmidler.
Om noget lignende vil ske og ramme bilejere i Europa, i Danmark, må man selvfølgelig ikke håbe. Men er risikoen ikke reel?
Et nærværende og nærved-eksempel er Fisker Inc., der er på randen af konkurs. Restlageret af Fisker Ocean overtog entreprenante bilforhandlere, som er ved at have solgt bilerne. Med garantier. Og det er jo fint nok.
Men det er uafklaret, hvad der kommer til at ske med softwaren i de solgte Fisker Ocean. Vil det lykkes for sammenslutningen af Ocean-ejere, Fiskers Owner Association, at få en aftale med et firma, som vil overtage Fisker-fallitboets software? Og som efterfølgende vil udvikle og vedligeholde softwaren, så de nødvendige opdateringer kan sikres?
Det svar svæver “over the air”. Et stort spørgsmål for den, der måtte overtage forpligtelserne, handler om det juridiske ansvar for sikkerhedsopdateringer. For hvem har ansvaret og betaler regningen, hvis softwaren er utilstrækkelig eller fejlbehæftet, og en ulykke sker?
Konkurs eller krig?
En parallel fra dansk-amerikanske Fisker Inc. og kinesiske WM Motor kan drages til den syndflod af elbiler fra Kina, der vælter ud i verden. For markedet er frit, den stærkeste overlever, og nogle vil ikke klare det.
Her på Hvilkenbil har analytikere med stor indsigt vurderet, at der formentlig vil være plads til fem-syv store kinesiske producenter. En overflyvning (se listen nederst) viser, at der findes i hvert fald 17 kinesiske bilproducenter. Nogle af dem har kun ét mærke i porteføljen, andre flere. Nogle er statsejede, andre er privatejede i det omfang, man kan være det i en diktaturstat som Kina. Nogle er allerede i Europa, andre rumler med planer om at komme hertil.
Konkurser vil komme, og risikoen for at fallitboets elbiler går i sort, som det skete for WM Motors Weltmeister, kan ikke bare affærdiges med skuldertræk.
Måske er tanken efter nogles smag rigeligt konspiratorisk, men de seneste år har vel vist os, at risikoen skal tages alvorligt: For hvad nu hvis den globale udvikling inspirerer Kinas præsident, Xi Jinping, til at invadere Taiwan, så østaten kan “komme hjem til Kina”? Ganske som Ruslands præsident, Vladimir Putin, i februar 2022 følte sig tilskyndet til at angribe Ukraine.
Har vi så en international krise, hvor de mildeste konsekvenser er en vestlig handelsboykot af Kina? Og hvor kineserne så svarer igen med at beordre landets bilproducenter til at lukke ned for elektronikken i alle de kinesiske elbiler, der kører rundt i Vesten?
Ingen kan vide det. Men både de formodede, kommende konkurser og risikoen – stor eller lille – for en international krise er da et par overvejelser værd, inden man beslutter sit bilkøb.
Kinesiske producenter
Her listen over de kinesiske bilproducenter, som Hvilkenbil har kunnet grave frem. Med forbehold for at vi er overhalet af virkeligheden, og flere er kommet til. Eller gået konkurs.
Vi har efter hver producent anført, hvorvidt producenten er ejet af den kinesiske stat, eller om den er privatejet. I parentes listen over mærkerne under producenten. Nogle af mærkerne er delvist ejet af europæiske og amerikanske producenter.
Nederst en lille håndfuld ikke-kinesiske producenter af elbiler.
BYD, privatejet
Geely Auto Group, privatejet (Volvo, Polestar, Zeekr, Lynk & Co, Lotus, Radar, Smart (m. Mercedes))
SAIC, statsejet (MG, Maxus, Rising Auto, Roewe, IM, Baojun/Wuling)
Xpeng, privatejet
First Automobiles Works FAW, statsejet (Hongqi, Bestune)
Dongfeng, statsejet (Voyah, Aeolus, Nammi, Forthing)
Nio Inc., privatejet (Onvo, Firefly)
Aiways, privatejet
GAC Group, privatejet (Trumpchi, Aion, Hyptec)
Chery Automobile, statsejet (Omoda, Exlantix, Jaecoo)
Great Wall Motor, privatejet (Ora, Wey, Haval, Tank)
Leapmotor, privatejet
JAC Motors, statsejet (Sehol, Yiwei, Refine)
Changan, statsejet (Deepal, Avatr, Oshan)
Human Horizons, privatejet (HiPhi)
Li Auto, privatejet
Xiaomi, privatejet
WM Motor, privatejet (Weltmeister) – konkurs
Rivian (USA)
Lucid Motors (USA)
Seres (USA)
Vinfast (Vietnam)
Al investering er en risiko, du kan forudbetale 500K til en byggeentreprenør, du ved ikke om han bygger det færdigt, men du ved, at der ikke kommer een og gør det færdigt gratis.