Fem biler udvalgt til at kæmpe om titlen ‘Årets Brugtbil 2015’ – kandidaterne til årets bedste brugtkøb rækker fra lille Citroën til kostbar Mercedes.
Danskerne er vilde med brugte biler. Der handles hvert år over dobbelt så mange brugte, som der sælges nye biler. I de senere år er der hvert år handlet omkring 450.000 brugte biler herhjemme, men hvad er egentlig årets bedste brugtbilskøb?
Det spørgsmål arbejder jurymedlemmerne bag ‘Årets Brugtbil’ lige nu på at besvare, og de har netop indstillet fem biler til finalerunden.
Som de siger i Hollywood; de nominerede er: Citroën DS3, Mercedes C-klasse, Nissan Qashqai, Opel Insignia og Peugeot 508.
”Det er en forudsætning, at bilmodellen skal være mellem tre og otte år gammel for at kunne være med i kåringen, for så er der tale om netop de brugtbiler, som danskerne køber i stor stil, og dermed er ‘Årets Brugtbil’ et pejlemærke med de væsentligste elementer i et godt brugtbilkøb,” siger Jan Lang, BilBasens repræsentant i juryen bag ‘Årets Brugtbil’, som i år fejrer ti års jubilæum.
Gamle dyder, stjernebil og trendsetter
Det er en blandet skare, der udgør årets finalefelt. Mindst i feltet er Citroën DS3, der kom på markedet i 2010 og markerede, at Citroën med DS-mærket ville genoplive gamle dyder med fokus på design og innovation. Der er også et prestigemærke repræsenteret i form af Mercedes C-klassen, som blev solgt i et meget stort antal i årene 2007 til 2011, primært som firmabil, og derfor er blevet opnåelig for langt flere bilkøbere på brugtbilmarkedet, da den er faldet meget i pris. En anden storsælger er Nissan Qashqai, der skabte en helt ny bilklasse, crossovers, og som i dag er reference for de andre bilmærker i klassen. De øvrige finalister er firmabiler i form af Opel Insignia og Peugeot 508.
Flere afgørende elementer
Juryen lægger i vurderingen af bilerne vægt på, at de er teknisk godt skruet sammen og kan holde til at blive brugt i hverdagen. Totaløkonomien skal også være i orden, den må ikke være for dyr at købe, finansiere og servicere.
”Jeg kigger på, om bilen er godt lavet. Den skal have en solid historik i form af teknisk standard, dernæst så skal det være en bil, der appellerer til et bredt publikum og alt i alt giver rigtig meget værdi for pengene. Dét er forudsætningerne for, at bilen kan kåres som Årets Brugtbil,” siger jurymedlem Ebbe Sommerlund.
Vinderen afsløres d. 25. marts.
Finalefeltet Årets Brugtbil 2015:
• Citroën DS3: 2010-2014
• Mercedes C-klasse: 2007-2011
• Nissan Qashqai: 2010-2014
• Opel Insignia: 2008-2013
• Peugeot 508: 2010-2014
Tidligere vindere af Årets Brugtbil:
2014: Honda Civic, årg. 2006-2012
2013: Toyota Avensis, årg. 2007
2012: Honda Accord, årg. 2009
2011: Kia ceed