Hybrid: VW vil lave en Prius

Efter dieselgate vil VW genopfinde sig selv. Seneste idé er en hybridbil, der skal være en direkte konkurrent til verdens mest solgte hybrid, Toyota Prius.

Dieselgate – VW-koncernens forsøg på at snyde med emissionsværdierne i 11 millioner dieselbiler – har vendt op og ned på alting hos verdens næststørste bilmærke. Ind til for blot få måneder siden holdt VW stædigt fast i, at effektive dieselmotorer var den bedste måde at nedbringe bilernes CO2-udslip på. Også bedre end at lave komplicerede hybridbiler, der kombinerer benzin- og elmotorer for at skåne miljøet som alle hybridbilers moder, Toyota Prius.

Men så kom dieselgate – og siden har VW haft travlt med at redefinere sig selv. Siden sagen eksploderede sidste efterår har den tyske fabrik bl.a. ændret planer for topmodellen Phaeton, der går fra at være en 12-cylindret luksuslimousine til at blive en rent eldrevet udfordrer til Teslas succesrige Model S.

VW har også annonceret, at der udover flere eldrevne modeller også skal satses på flere ladehybrider som eksempelvis Golf GTE og Passat GTE. Nye dieselmodeller taler VW ikke så meget om – måske i erkendelse af, at fabrikken med dieselgate selv kan have været med til at give den ellers CO2-effektive motorteknik dødsstødet.

Hybrid kan styrke VW’s grønne profil
Seneste idé i Wolfsburg er – ifølge det tyske bilmagasin AutoBild – at udvikle en klassisk hybrid, der skal konkurrere direkte med Toyota Prius. Japanerne har stort set haft hybridmarkedet for sig selv i næsten 20 år, og det har ikke kun kastet en efterhånden profitabel niche af sig, men også styrket Toyotas grønne profil.

Især det sidste har VW desperat brug for. Ifølge Auto Bild skal det ske ved at lynudvikle en hybridbil, der på mange måder får nøjagtig samme teknik og præstationer som Prius: Udgangspunktet bliver den mellemstore Jetta – en sedan-udgave af Golf – der udstyres med en 1,4 liters turbobenziner med 140 hk samt en elmotor på 35 hk. De to enheder arbejder sammen ved hjælp af et batteri og et syvtrins automatgear med dobbeltkobling, der angiveligt sikrer et forbrug i omegnen af 33 km/l. Af samme grund vil VW formentlig døbe bilen XL3 – et navn, der både henviser til 3 liters forbrug pr. 100 km og XL-serien (billedet), der er VW’s avancerede eksperimental-biler.

Som den originale Prius og modsat VW’s GTE-modeller bliver XL3 ikke en ladehybrid, der også kan oplade batteriet fra en stikkontakt. Ladeteknikken vil nemlig både gøre VW’s kommende hybrid tungere og dyrere, og det er hensigten at gøre XL3 til en relativt billig hybrid med bred appel hos forbrugerne. Altså meget passende VW’s bud på en ‘folke-hybrid’. Til gengæld kan XL3 kun køre ganske få kilometer på ren eldrift og forbruget bliver heller ikke lavere end hos rivalen Prius.

Internt omtales XL3 ifølge Auto Bild som en ‘frisk start’ for hele koncernen. Ifølge magasinets oplysninger arbejder VW på at kunne sende den ‘tyske Prius’ på markedet allerede i 2018.

Læs også: Eldrevet ‘rugbrød’ varsler nye tider for VW

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here