Hyundai Ioniq 3 melder sig ind i kampen

Hyundai Concept Three
Foto: Hyundai

Endnu har Hyundai ikke været med blandt de kompakte elbiler. Men nu sker det. Ioniq 3 får verdenspremiere til april. 

Hullet mellem Hyundai Inster, Kona og Ioniq 5 har længe været tomt. Men Hyundais konceptbil Ioniq Three (foto), der blev vist på biludstillingen i München i sensommeren 2025, tager nu form og får om få måneder verdenspremiere som Ioniq 3.

Dermed melder Hyundai sig ind i kampen om kunderne i den kompakte klasse af elbiler. Her huserer blandt andre Volkswagen-gruppens VW ID.3 og Cupra Born. 

Ifølge Hyundais tyske hjemmeside præsenteres Ioniq 3 i april, og kort efter går produktionen i gang på sydkoreanernes fabrik i Tyrkiet.

Tekniske specifikationer om Ioniq 3 er endnu ikke tilgængelige, men et godt gæt er, at en del teknik vil være identisk med teknikken i det nære familiemedlem Kia EV3. Årets Bil i Danmark 2025, Kia EV3, står på Hyundai-Kias E-GMP-platform, der benytter 400 volts-teknologi. EV3 fås med to batteristørrelser: mindste på 58 kWh og største på 81 kWh. Rækkevidden er henholdsvis 435 og i omegnen af 600 kilometer. 400 volts-teknologien giver i Kia EV3 en maksimal ladeeffekt mellem 100 og 130 kW, hvilket ikke er banebrydende i 2026.

Lav og bred

Hyundai Concept Three
Foto: Hyundai

Konceptbilen Three er 429 centimeter lang, 194 cm bred og 143 cm høj. Om Ioniq 3 på decimalen får de mål, må vi se til april. Hvis bredde og højde holder stik, er den synligt bredere og lavere end Kia EV3.

Designet af konceptbilen er om ikke andet meget iøjnefaldende. “Art of Steel”-designet er videreudviklet til “Aero Hatch”, som Hyundai kalder det. Som storebrødrene Ioniq 5, 6 og 9 er pixel-lygter fremherskende og med til at forbinde Ioniq 3 til familien.

Designerne “havde naturligvis en vis frihed til at skabe konceptbilen, men dens dimensioner vil ligge tæt på den endelige bil”, siger Hyundais Europa-chef, Xavier Martinet, til britiske Auto Express.

Hyundais danske hjemmeside optræder Ioniq 3 allerede med et tæppe over. Tidspunktet for ankomst til Danmark ligger endnu ikke fast.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here