Hyundai Kona, der fås med benzin-, diesel og elmotor, er Årets Brugtbil 2023. Juryen fremhæver pålidelighed, garanti og værdi for pengene.
For anden gang på tre år kører en Hyundai-model med titlen som Årets Brugtbil. Denne gang den kompakte og folkelige SUV Kona. For to år siden var det Golf-konkurrenten i30, der vandt titlen for det koreanske bilmærke.
Hyundai Kona vandt årets titel foran elbilen BMW i3, Volvo V60, VW T-Roc og Peugeot 208.
Bag kåringen står en jury af motorjournalister og brugtbileksperter, samt bilforhandlerorganisationen DBFU og Applus Bilsyn. Juryen begrunder valget af Hyundai Kona med dyder som driftssikker kvalitet, fem års garanti og godt med udstyr til fair priser. Med sit SUV-design tilbyder Kona også den hævede kørerposition, som mange danskere foretrækker. Lidt mindre overbevisende er pladsen på det lidt beskedne bagsæde, lige som bagagerummet heller ikke sætter rekorder.
Et særligt karaktertræk ved Hyundai Kona er, at den fås med hele tre forskellige motortyper; Diesel, benzin og ren el.
Særligt som elbil er Kona populær, fordi den tilbyder en rækkevidde på hele 485 kilometer til moderate priser.
Forskel på ladetider
Som køber af en brugt Kona Electric skal man dog se sig for: De første årgange kan nemlig kun lade med én fase på vekselstrøm derhjemme – og det kræver lang tid i stikkontakten, helt op til 18 timer for en fuld opladning. Fra 2020 fik Kona Electric tre-faset ladning. Dog kun som ekstraudstyr, og derfor skal man lige tjekke specifikationerne, inden man skriver under på slutseddelen. Det gælder også de mange udgaver, der er importeret fra udlandet. Mange af disse biler mangler også den varmepumpe, der forlænger rækkevidden om vinteren.
I offentlige ladestandere med jævnstrøm går det mere tjept. Her tager Kona imod 80 kW, og så kan Kona lade fra 10 til 80 procent på batteriet i løbet af tre kvarter. Ikke prangende sammenlignet med de nyeste elbiler, men heller ikke noget, der gør langture helt umulige.
Kona har solgt godt herhjemme. Der er flere end 9.000 Kona i Danmark, og det er med til at give fornuftige brugtpriser og et godt udvalg.
Det er 18. gang, at Årets Brugtbil kåres. Formålet med Årets Brugtbil er at sætte fokus på de vigtige elementer i et godt brugtbilkøb, og derfor kigger juryen på totaløkonomi, soliditet og værdi for pengene i de enkelte biler.
Sådan faldt stemmerne
Hyundai KONA: 160 point
BMW i3: 120 point*
Volvo V60: 120 point
VW T-Roc: 65 point
Peugeot 208: 15 point
* BMW i3 har flere førstepladser end Volvo V60 og jævnfør reglementet, så placeres BMW i3 derfor foran Volvo V60.