Hyundai og Kia-elbiler kan stadig ikke kan lade, selvom de har fået udskiftet kritisk komponent. Softwareopdatering skal løse problemet, lover danske importører.
For næsten et år siden kunne Hvilkenbil berette, at et større antal Hyundai- og Kia-ejere ikke kunne lade deres elbiler. Dengang samlede mistanken sig om den såkaldte ICCU - Integrated Charging Control Unit - der både styrer AC-ladning i langsomladere og DC-ladning i lynladere samt opladning af bilernes 12 volts-batteri.
Løsningen blev derfor at skifte ICCU’en på garantien.
Ny ICCU løser ikke problemet
Siden har det vist sig, at mange ejere af koncernens elbiler med 800 volt-teknologi som Hyundai Ioniq 5 og 6 samt Kia EV3, EV6 og EV9 fik samme problem med den nye ICCU. På diverse internetfora beretter både danske og internationale ejere af de berørte biler om, at de er på deres anden eller tredje ICCU, og at problemet er det samme: Bilerne kan ikke lade - hverken på vekselstrøm eller vekselstrøm.
Modsat de første meldinger fra Hyundai og Kia rammer problemet også nye og faceliftede biler. Også nye modeller som Kia EV3 samt faceliftede udgaver af Hyundai Ioniq 5 og Kia EV6 har problemer med ICCU’en.
12 volt batteri ‘dør’
Både Hyundai og Kia yder lange garantier på bilerne - henholdsvis 5 år uden kilometerbegrænsing og 7 år/150.000 km. Men efterhånden som de første biler nærmer sig garanti-udløb, stiger bekymringen blandt danske ejere.
I diverse mærke- og ejergrupper på nettet, diskuteres situationen ivrigt. Blandt andet fortæller flere, at de også oplever, at bilens 12-volts batteri, der blandt andet bruges til at starte bilen, ‘dør’ kort efter udskiftning af ICCU’en.
Hvilkenbil har spurgt de danske importører, hvordan det går med at finde en løsning på problemet.
Erkender problem
Begge importører erkender, at der - godt et år efter, at problemet første gang blev kendt - fortsat er problemer.
“Vi oplever, at nogle kunder desværre bliver ramt, men heldigvis kun i begrænset omfang. Under to procent af alle serienumre, der kører i Danmark, har fået ICCU’en skiftet mere end én gang,” skriver PR manager hos den danske Hyundai-importør, Annegrethe Skovby, i en mail til Hvilkenbil.
Ifølge importøren er det primært Hyundai-modellerne Ioniq 5 og Ioniq 6, der er berørt af problemet.
Der er også enkelte tilfælde på modellerne Inster og Kona. Antallet er dog meget begrænset og kan derfor ikke sammenlignes med omfanget for Ioniq 5 og 6.

Hos Kia drejer det sig om bilerne Kia EV3, EV6 og EV9. Og i modsætning til tidligere, er der ikke længere problemer med at skaffe nye ICCU’ere.
“Vi har tilstrækkeligt med ICCU’ere, og mig bekendt har vi ikke kunder, der holder lang tid på værkstedet,” siger Lene Mejdal Iversen, PR-koordinator hos Kia Danmark.
Klar med softwareopdatering
Hun siger i samme ombæring, at det ikke er ICCU’en, men bilernes software, der er problemet.
“Kia har netop afsluttet nogle meget omfattende tests af en ny software for at løse problemerne med nedbrud på ICCU-enheden og sikre, at der ikke er nogen risiko for gentagelse. Under de nye tests, har fabrikken ikke kunnet få systemet til at fejle. Derfor er Kia nu ved at lave en plan for, hvordan bilerne skal opdateres med den nye software,” forklarer Lene Mejdal Iversen.
I mellemtiden har Hyundai og Kia forlænget garantien på ICCU’en på det sydkoreanske hjemmemarked fra 10 år/160.000 kilometer til 15 år/400.000 kilometer.
Det kommer dog næppe på tale i Danmark eller for dens sags skyld Europa. Både den danske Kia- og Hyundai-importør henviser til de gældende garantier på 7 og 5 år.
‘Sikkerhedsrelevant konstruktionsfejl’
Dermed skal danske Hyundai- og Kia-ejere håbe, at fabrikken er i stand til at løse problemet med den annoncerede softwareopdatering. Opstår problemet efter at garantien er udløbet, risikerer de at skulle betale for en udbedring.
I et forsøg på at gardere sig mod eventuelle fejl og udgifter, opfordrer flere ejergrupper på nettet derfor danske og andre europæiske Hyundai og Kia-ejere til at gøre de europæiske myndigheder opmærksom på, at der er tale om en ‘sikkerhedsrelevant konstruktionsfejl’. Det vil øge muligheden for at få fejlen udbedret på producentens regning, også efter at garantien er udløbet.
Hvilkenbil følger sagen løbende.





