Import af brugte elbiler slår nye rekorder

elbiler bilsalg

Danskerne har i år importeret over 44.000 brugte elbiler, og tallet er stigende. Ifølge ekspert kan man spare 70.000 kr. på visse modeller. 

Import af brugte elbiler er mere populært end nogensinde. Tallet er så højt, at antallet af importerede elbiler i år formentlig ender med at være næsten dobbelt så højt som i 2023. Det viser dugfriske tal fra Bilstatistik.dk.

Frem til og med tirsdag den 15. oktober er der importeret 44.249 brugte elbiler til Danmark. I hele 2023 var tallet 26.803. De brugte elbiler importeres først og fremmest fra Tyskland, hvor en statsstøtte til elbiler, der ophørte i december 2023, har resulteret i en massiv eksport af nyere brugte.

Besparelsen ved at importere en brugt elbil er fra 20.000 og helt op til 70.000 kroner. Det fortæller Jens Peter Larsen, der er direktør i QuickImport. Firmaet hjælper både bilforhandlere og private med at importere brugte biler.

At danskerne køber brugte importerede elbiler i stor stil understreges af, at antallet af solgte ikke-importerede brugte elbiler i år indtil videre ‘kun’ er på 26.039. Antal solgte importerede er som nævnt 44.249. 

Altså er der solgt i alt 70.288 brugte elbiler i år frem til og med 15. oktober, og salget af importerede udgør næsten 63 procent.

Ifølge Bilbasen.dk’s seneste månedsrapport var det totale salg af brugte elbiler i 2024’s første ni måneder 84 pct. højere end samme periode 2023.

Tre modeller fra Volkswagen-koncernen i top

Ifølge Bilstatistik.dk har tre elbiler fra Volkswagen-gruppen klart overhalet Tesla som de mest importerede brugte elbiler i år. 4.042 styk VW ID.4 (foto øverst) og næsten 3.575 ID.3 er importeret til og med 15. oktober fulgt af Skoda Enyaq på tredjepladsen med knap 3.164 styk. Dermed udgør de tre Volkswagen-modeller næsten en fjerdedel (24,36 procent) af alle importerede brugte elbiler.

brugte elbiler
Tesla Model 3 var i årene 2021-2023 den elbil, som danskerne importerede flest af.

Tesla Model 3 og Model Y ligger indtil videre på fjerde- og femtepladsen i år med 2.778 og 1.941 importerede. Andelen er henholdsvis 6,3 og 4,4 pct.

I hele 2023 og 2022 ryddede de to Teslaer dog bordet. I 2022 var over 31 pct. (5.755 styk) af alle importerede elbiler en Tesla Model 3. 10 pct. af de importerede var en Model Y (1.843). Altså var over fire ud af ti importerede elbiler i 2022 en Tesla. I 2021 var Model 3 også den mest importerede med 3.537 styk – næsten en tredjedel af alle importerede det år.

I 2023 tegnede Model 3 sig for 16,5 pct. af alle importerede (4.423) og Model Y for 11,5 pct. (3.082). De følgende pladser var besat af VW ID.4, Skoda Enyaq og VW ID.3.

At interessen for at købe brugte elbiler er kraftigt stigende, viser en stribe artikler, som Hvilkenbil skrev for nylig. Vi fortalte blandt andet om AutoUncle.dk, der i år har registreret en fordobling i solgte, brugte elbiler via portalen i forhold til 2023. 

Samtidig viser søgehistorik, at otte af de ti mest søgte brugte biler på Bilbasen.dk i september var elektriske.

Forleden kunne Hvilkenbil desuden fortælle om særdeles fordelagtige priser på lettere brugte importerede Fiat 500e.

Især premium-mærker er attraktive

Firmaet QuickImport kan tydeligt mærke, at interessen for at importere brugte elbiler stiger. Tendensen har ændret sig markant de seneste år. To ud af tre af de biler, som Quickimport hjælper med at hente til Danmark, er i dag således elbiler. 

Ved import af en brugt BMW iX3 er der potentielt mange penge at spare.

Blandt de biler, som firmaet det seneste års tid har importeret flest af, er – i vilkårlig rækkefølge – Tesla Model Y, Volkswagen ID.4, Skoda Enyaq, BMW iX3, BMW i4, Audi Q4 e-tron og Volvo C40/XC40.

De nævnte biler afspejler ifølge QuickImports direktør, Jens Peter Larsen, tydeligt, at der kan være store besparelser at hente ved at importere netop de biler. De tre tyske premium-mærker, Audi, BMW og Mercedes, er sammen med Volvo særskilt attraktive, siger han til Hvilkenbil.

Jens Peter Larsen fortæller, at man i nogle tilfælde sparer helt op til 70.000 kroner på at importere en brugt elbil. Han nævner BMW iX3 og i4 som et par af de brugte elbiler, der i øjeblikket er størst besparelse ved at importere. 

Elbiler hober sig op i Tyskland

Og så er vi tilbage ved de store besparelser ved at importere fra Tyskland. De gode tider skyldes blandt andet, at den tyske stat indtil udgangen af 2023 gav tyske ejere af elbiler en pose penge, når de havde ejet bilen i et halvt år. Den såkaldte BAFA-ordning, der skulle fremme elbilerne, viste sig dog at koste den tyske statskasse dyrt. Analytikere mener minimum 10 milliarder euro (75 mia. kr.).

Fra 2020 til udgangen af 2022 var BAFA-bidraget på 6.000 euro (knap 45.000 kr.), i 2023 var det 4.500 euro (godt 34.000 kr.). Det gjorde det gunstigt for tyskere at købe en elbil med eksport for øje. Og dermed gunstigt for danskere at importere.

Volvo XC40 hører også til blandt de premium-biler, som er populære at importere.

Moms betyder også noget. I Danmark er momsen 25 pct., i Tyskland 19 pct. Alene på momsen sparer man seks procentpoint ved at købe bil i Tyskland. Forudsætningerne for momsfinten er blandt andet, at bilen skal være mindst seks måneder gammel og have kørt mindst 6.000 km. 

Den afgift, man skal betale til den danske stat ved import af en bil, afhænger af bilens nypris i Danmark, og elbiler med en nypris, inklusive udstyr, på op til 438.000 kr. er fritaget for afgifter, når de importeres.

Samtidig er der i perioder en kraftig overproduktion af elbiler i Tyskland. Siden årsskiftet er salget af elbiler i Tyskland og Europa generelt faldet. Konsekvensen er, at der i perioder af 2024 har stået op til 120.000 fabriksnye, men ikke solgte elbiler på lager i Tyskland. Mange usolgte biler presser også prisen ned, fortæller QuickImport-direktør Jens Peter Larsen.

Bilbasen.dk’s beregninger viser, at prisindekset for brugte elbiler er historisk lavt. I september var det helt nede i indeks 68,3 (fjerde kvartal 2021 er indeks 100). Dermed er konklusionen, at man i øjeblikket får meget brugt elbil for pengene.

Top 10: Importerede elbiler fra 1. januar til 15. oktober 2024
Mærke og model Antal solgte Andel i pct.
Volkswagen ID.4 4.042 9,13
Volkswagen ID.3 3.575 8,08
Skoda Enyaq 3.164 7,15
Tesla Model 3 2.778 6,28
Tesla Model Y 1.941 4,39
Volvo XC40 1.591 3,60
Fiat 500e 1.580 3,57
Mercedes-Benz EQA 1.530 3,46
Polestar 2 1.496 3,38
Hyundai Kona 1.368 3,09
I alt 44.249  
Kilde: Bilstatistik.dk    
Top 10: Importerede elbiler i 2023
Mærke og model Antal solgte Andel i pct.
Tesla Model 3 4.423 16,50
Tesla Model Y 3.082 11,50
Volkswagen ID.4 2.110 7,87
Skoda Enyaq 1.716 6,40
VW ID.3 1.346 5,02
BMW iX3 776 2,90
Volvo XC40 686 2,56
Audi Q4 e-tron 648 2,42
Mercedes-Benz EQA 624 2,33
Volkswagen ID.5 603 2,25
I alt 26.803  
Kilde: Bilstatistik.dk    
Top 10: Importerede elbiler i 2022
Mærke og model Antal solgte Andel i pct.
Tesla Model 3 5.755 31,26
Tesla Model Y 1.843 10,01
Skoda Enyaq 1.089 5,91
Volkswagen e-Golf 707 3,84
Volkswagen ID.4 616 3,35
BMW iX3 605 3,29
Mercedes-Benz EQA 571 3,10
Fiat 500e 452 2,46
Mini Cooper 3-dørs 406 2,21
Kia Niro 375 2,04
I alt 18.411  
Kilde: Bilstatistik.dk    


Af redaktionen

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here