Efter fire år stopper Nic. Christiansen Group som BYD-importør. At det var svært at tjene penge på de kinesiske biler er “ingen hemmelighed”.
Når en af Danmarks største bilimportører, Nic. Christiansen Group i Kolding, fra årsskiftet stopper som importør af kinesiske BYD, handler det i høj grad om økonomi.
BYD, der er Kinas største og verdens sjette største bilproducent, overtager selv importen. I stedet bliver Nic. Christiansen Group forhandler af BYD i Danmark gennem sine Autohuset Vestergaard-forretninger.
“Det er ingen hemmelighed, at Nic. Christiansen Gruppen har haft svært ved at tjene penge på at være importør de seneste år, og at vi derfor ønskede at justere samarbejdet”, forklarer Senior Communication Partner i NCG Kirsten Louise Laursen i en mail til Hvilkenbil.
Overhalet af Xpeng og MG
NCG har importeret BYD siden 2022. Siden er salget i Danmark gået både op og ned. Efter faldende salg i 2025, er udviklingen vendt i de første otte måneder af 2026, hvor BYD’s danske markedsandel er øget fra 1,3 til 1,6 procent.
BYD, der har store ambitioner i Danmark og resten af Europa, må dog se sig overhalet af kinesiske konkurrenter som Xpeng og MG. Selv om Xpeng og MG globalt er mindre end BYD, har de i år tilkæmpet sig markedsandele i Danmark på henholdsvis 2,8 og 2,3 procent. De to mærker øger salget endnu mere end BYD.
Det samme gælder fremadstormende Zeekr, der aktuelt kun er 100 biler efter BYD på det danske bilsalg.
BYD følger kendt mønster
Ifølge NCG har man dog haft et godt samarbejde med BYD. At BYD nu overtager importen, er også en beslutning, man har taget i fællesskab.
“Begge parter var enige om, at samarbejdet skulle justeres,” skriver Kirsten Louise Laursen.
Ved selv at overtage importen i Danmark, følger BYD et mønster, man har set i andre europæiske lande som Tyskland og Sverige: BYD begynder med en stærk, lokal importør, der så tager det hårde arbejde med at hyre forhandlere, indrette værksteder og opbygge et kendskab i landet til et helt nyt bilmærke.
Det er en opgave, der koster både tid og kræfter. På et tidspunkt afbryder BYD så samarbejdet, og overtager selv importen. Hvis priserne samtidig sættes ned, kan BYD for alvor høste frugterne af den første importørs arbejde.
Hvilkenbil har spurgt NCG, om det også er det, der nu sker i Danmark?
“Nej, vi har haft et godt samarbejde med BYD som importør og ser nu frem til at fortsætte det samarbejde som forhandler,” lyder det fra Kirsten Louise Laursen.
Kan ikke sige noget om priser
Får skiftet betydning for priserne på BYD's biler?
“Det kan vi ikke sige noget om på nuværende tidspunkt.”
Nic. Christiansen Gruppen har fortsat importen af Hyundai, Ford og Jaguar Land Rover i Danmark. Siden 2025 har NCG også været importør af de mindre kinesiske bilmærker Omoda, Jaecoo, Nio og Firefly.






