Intet er som en Ford Mustang med V8-motor

En Mustang med V8-motor er politisk ukorrekt. Ude af trit med folkestemningen. Det blæser Hvilkenbils Morten Kjeldsen på.

Julen faldt tidligt i år. Den søde tid kom til mig i form af en Blue Ember-lakeret Ford Mustang. Og vi taler altså ikke den elektriske Mach-E med det totalt misvisende og nærmest blasfemiske Mustang-navn. Vi taler om den klassiske, lange, lave og bredskuldrede sportsvogn med V8-motor. 

Varmen bredte sig som ved adventskransens og kalenderlysets skær, da jeg kørte den amerikanske muskelbil med den ikoniske udstråling, fossilmotorens uforlignelige bulder og brag og følelsen af mekanik på arbejde. Den gammelkendte og i disse elbil-tider stort set fraværende fornemmelse af mand & maskine-symbiose (gen)indfandt sig. 

Selvom det i nogles øjne er forbudte ytringer, så har jeg umuligt ved ikke at blive imponeret over verdens mest solgte sportsvogn og dens karisma. 

Mustang V8 kan noget helt særligt, når det kommer til at bevæge et automobil-hjerte, hvor indehaveren af automobil-hjertet kørte sin første bil, før den blyfri benzin kom til Danmark.

Ford Mustang fylder i år 60 år, testbilens tilnavn er Dark Horse. En mere ond udgave af Mustang GT. En Dark Horse, outsider-væddeløbshesten, som uventet gør det grimme ved konkurrenterne. 

Det er svært ikke at begejstres, men samtidig bedrøves over, at Ford er den eneste amerikanske sportsvognsproducent, som stadig mener, at der er plads til en benzinslubrende V8’er-coupé. For det mener dens klassiske konkurrenter ikke længere – V8’erne Chevrolet Camaro og Dodge Challenger er fortid. 

Øjeblikkeligt drama

Men hvad er det mere specifikt, der kan gøre efterår til juletid? Ganske kort: Først og fremmest bilens design, dernæst fornemmelsen af alt det drama, der udfolder sig, når man træder tungt og beslutsomt på speederen i den frontmotoriserede, baghjulstrukne V8’er.

Larmen er vild og kuldegysfremkaldende, og kraftudfoldelsen er voldsom fra den 5,0-liters Coyote-motor – alene dét navn (!) Selv den mest robuste i passagersædet tilkendegiver en vis ængstelse, når omdrejningstælleren i ét langt sug igen og igen raser op på den anden side af 7.000 o/min.

Den 10-trins automatgearkasse er måske det mest irriterende ved bilen. Skal man lege, skal gearvælgeren i ‘M’, og der skal bladres gear med de to skiftepadles på rattet. En opgraderet 6-trins manuel gearkasse er standard, og vil man have den ‘rene’ oplevelse, er det den, man skal have.

Dark Horse-trim med Fords aktive MagneRide-undervogn bidrager til at holde den bedre end nogensinde i sporet. Køreprogrammerne spænder fra ‘Slippery’ over ‘Normal’ til ‘Sport’, ‘Track’ og ‘Drag’. Så man kan – blandt meget andet – med større kontrol end tidligere ‘drifte’ sidelæns gennem kurverne til trackday og indlede med rygende ‘burnouts’.

Skarp, men også komfortabel

De forskellige programmer justerer også speederrespons, transmission og lyden fra de fire overarmstykke udstødningsrør. Brembo-bremser og bremseskiver med en diameter som en middagstallerken er standard sammen med 19 tommer alufælgene og de kompetente Pirelli P Zero-performancedæk.

Alle disse faktorer har hvæsset Dark Horse, så en Mustang aldrig har været nemmere at vriste potentialet ud, så man bag rattet ikke spekulerer på, at den faktisk vejer knap 1.900 kilo. Hvis bare man husker på, at det kræver en racerbane og trackday, når potentialet skal indfries.

Noget af det mest fine ved Dark Horse er, at den ikke bare er en brovtende muskelmaskine til weekendsjov.

Den har de samme aktive og passive sikkerhedssystemer som enhver anden moderne Ford, og kabinen er udover det rent sportslige islæt komfortabel og fyldt med ganske mange højteknologiske bekvemmeligheder.

Den rigtige Mustang

Tidligere forsøgte Ford at gøre den rigtige Mustang lidt mere stueren ved at montere en 4-cylindret 2,3 liters motor under den alenlange fronthjelm. Blandt andet for at få brændstoføkonomien til at se bedre ud. Den motor var fin i den gamle Focus RS. Men ikke i en Mustang.

Og Mustang-køberne var – selvfølgelig – ligeglade. De vil hverken have fire cylindre eller Mach-E. De vil have en V8’er og følelsen af de gode, gamle dage med, når de køber den bredskuldrede sportsvogn. Og derfor er det også lige meget, at bilen kun kører 8,1 km/l. Sådan er det bare.

På vores breddegrader er den rigtige Mustang mere politisk ukorrekt end det meste, men efter min ringe mening har Ford set rigtigt ved at fortsætte produktionen af den. I 2023 købte over 50.000 en Mustang, og med fraværet af coupé-konkurrenterne Dodge Challenger og Chevrolet Camaro er vejen banet for et endnu bedre salg.

Det skulle holde Mustang iblandt os i en håndfuld år eller to endnu. Og det gør ikke noget.

FAKTA: Ford Mustang 5,0 V8 Dark Horse Coupé aut.

Vejl. pris: 1.248.311 kr.
Årlig ejerafgift: 9.960 kr.
Længde/bredde/højde: 482/192/140 cm
Bagagerum: 381 liter
Vægt: 1.837 kg
Motor og transmission: 8 cyl., 5,0 liter V8-benzin, 10-trins aut., baghjulstræk
Effekt: 453 hk/540 Nm v. 4.900 o/min
Forbrug (EU-norm): 8,1 km/l (282 gr. CO2/km)
0-100 km/t: 4,4 sek
Topfart: 250 km/t

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here