En ”jydekrog” er slang for anhængertræk – og det er ikke uden grund. Jyder vil nemlig have træk på bilen, bornholmere, nordsjællændere og københavnske bilkøbere i mindre grad.
Det viser en statistik fra De Danske Bilimportører, som ellers er mest kendt for at levere data om bilsalget måned for måned.
Tallene viser, at der på Bornholm, i København og Nordsjælland (Region Hovedstaden) kun er anhængertræk på 10-15 procent af de biler, der er blevet indregistreret i første halvdel af 2013. I Region Nordjylland er tallet 25-30 procent, mens det i resten landet ligger på 20-25 procent, skriver epn.dk
Tejs Laustsen Jensen, der er chefkonsulent hos De Danske Bilimportører, mener, at valg af biltype er en del af forklaringen på de geografiske forskelle på behovet for anhængertræk.
“Tallene viser, at betegnelsen ’jydekrog’ ikke er taget ud af den blå luft. Men der er nok også et større behov. Hvis man bor i en lejlighed på stenbroen i København, er den lille bil måske mere anvendelig. Desuden er der et praktisk problem med, hvad man gør af en trailer. Når man køber en lille bil, er det fordi man har gjort op, at man ikke skal køre med campingvogn eller trailer,” siger Tejs Laustsen Jensen til epn.dk
“I øvrigt er det på nogle af de små biler slet ikke muligt at montere et anhængertræk,” tilføjer han.
Ser man på den samlede bestand af personbiler og campere, der kører rundt på de danske veje, er der anhængertræk på 30-40 procent af bilerne i Region Hovedstaden, hele 50-60 procent af bilerne i Region Nordjylland og Region Sydjylland, mens tallet for regionerne Midtjylland og Sjælland ligger på 40-50 procent, viser tallene fra De Danske Bilimportører.