Batterierne i Mercedes’ ladehybrider mister minimal effekt over tid. Det samme kan ikke siges om Mitsubishis’ batterier, viser ADAC-undersøgelse.
Overvejer du at købe en brugt ladehybrid? Så kan det være en god idé at vælge bestemte bilmærker, hvis du vil sikre dig, at batteriet også leverer masser af strøm efter 100.000 km.
Det er tyske ADAC, der har fundet store forskelle i, hvor godt batterierne holder i brugte ladehybrider. Den tyske bilistorganisation har undersøgt 28.500 ladehybrider og konstaterer, at der er overraskende stor forskel på, hvordan deres batterier klarer sig i de forskellige bilmærker.
For brugtbilkøbere er det interessant viden.
Ladehybrider er nemlig komplekse biler, der kombinerer en fossilmotor med en elmotor og et batteri. Hvis du er flittig med opladningen, sparer ladehybrider brændstof og reducerer CO2-udslippet og dine driftsomkostninger. Men ladehybrider har også mange dele, der potentielt kan gå i stykker. Og særligt hvis batteriet fejler, kan det blive kostbart.
Stor forskel på effekttab
Ikke overraskende viser ADACs undersøgelse, at jo mere ladehybriden kører på strøm, desto mere slider den på batteriet.
Der er dog stor forskel på, hvor effekt batterierne mister over tid.

Mercedes er bedst. Effekttabet på batteriet er jævnt og beskedent. Også selv om bilen ofte udelukkende kører på strøm fra batteriet. ADACs målinger viser, at Mercedes’ forskellige ladehybrid-modeller stadig har en batterikapacitet på knapt 90 procent efter 200.000 kilometers kørsel. Det er et overbevisende resultat.
BMW taber mere effekt
Ærkerivalen BMW har også et jævnt effekttab på batterierne. Men kurven falder stejlere. Især hvis BMW’en ofte har kørt på el. Så var der kun 77 procent effekt tilbage på batteriet efter 200.000 kilometer. BMW’er, der sjældent har trukket på batteriet, havde samme høje effekt som Mercedes på 90 procent.
Men det er mindre overbevisende, for hele idéen med en ladehybrid er at udnytte eldrift så meget som muligt. Ellers bruger ladehybrider mere energi end almindelige fossilbiler.
VW og Volvo på gennemsnittet
Batterier i ladehybrider fra VW og Volvo har et gennemsnitlig effekttab ifølge ADAC. Selv om bilerne har kørt mange kilometer på strøm, bevarer batterierne i gennemsnit en effekt på 85 procent efter 200.000 kilometers kørsel.
Det samme kan ikke siges om ladehybrider fra Ford og Mitsubishi.
Fords ladehybrider - og det vil sige Kuga PHEV, som der kører mange af i Danmark (foto) - oplever allerede tidligt i deres livscyklus et stejlt fald i batterikapacitet. Ifølge ADAC har batteriet i Fords ladehybrider allerede mistet 10 procent effekt efter blot 25.000 kilometers kørsel.
Mitsubishi taber mest
Endnu mere markant er den negative udvikling for Mitsubishis batterier.
Selv Mitsubishier, der kun sjældent kører på ren el, taber en femtedel af deres batterikapacitet efter 100.000 kilometers kørsel og mere end 25 procent efter 200.000 kilometer.
Har ejerne ofte kørt på ren el, mister Mitsubishis batterier mere end 30 procent af deres kapacitet efter 200.000 kilometers kørsel, konkluderer ADAC.
Tjek batteriet inden køb
ADAC råder derfor bilkøberne til altid at få målt batteriets sundhedstilstand (State of Health), inden man køber en brugt ladehybrid.
ADAC sætter også specifikke minimumskrav til batterierne. Efter 50.000 km bør kapaciteten være mindst 92 procent, efter 100.000 km 88 procent, efter 150.000 km 84 procent og efter 200.000 km mindst 80 procent.
Som køber skal du også være opmærksom på, hvor lang garanti, der er på det kostbare batteri. Garantien kan svinge mellem seks til 10 år og 100.000 til 200.000 km.
Læs mere på ADAC's hjemmeside her.






