Kia er klar til at sænke priserne for at konkurrere med kinesiske bilmærker i Europa. Også selvom det kræver, at man bruger af pengekassen.
Kia er klar til at bruge pengekassen for at dæmme op for konkurrencen fra kinesiske bilmærker i Europa. Det siger Kia-bossen Song Ho-sung ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Krigserklæringen faldt i forbindelse med et møde med investorer. Her forklarede Kia, at man allerede har været i stand til at nedbringe kinesernes prisfordel fra 20-25 procent til 15-20 procent. Og at der er penge nok på kistebunden til yderligere prisfald, der kan bringe Kia’s priser endnu tættere på de kinesiske rivalers.
“Hurtigere end forventet”
Kia gør det allerede med succes. Salget og omsætningen stiger globalt. Men slaget med kineserne kommer især til at stå i Europa. Alene i marts øgede den kinesiske bilgigant BYD antallet af indregistreringer med 150 procent. Til sammenligning steg salget af Kia og Hyundai, der indgår i samme koncern, kun seks procent.
Baggrunden er, at bilsalget falder i Kina, der også er hærget af en voldsom priskrig. Det får Kinas egne bilproducenter til at fokusere mere på Europa for at komme af med deres biler.
“Kinesiske bilmærker har lanceret et aggressivt fremstød med billige elbiler, og i nogle europæiske lande er deres markedsandel steget meget hurtigere end vi forventede,” indrømmede Kia på mødet med investorer.
Udskilningsløb
Det er her, at Kia-bossen Song Hu-song kommer med sin krigserklæring. Han tror nemlig, at Kinas bilindustri står overfor det meget omtalte udskilningsløb, hvor de over 100 kinesiske bilproducenter vil blive reduceret til ganske få levedygtige virksomheder. En udvikling, der får ekstra fart på, når den kinesiske regering som forventet snart indstiller sin massive statsstøtte til landets bilindustri.
“Når de ikke længere vil få støtte fra den kinesiske regering, vil Kinas bilproducenter mangle de nødvendige kræfter til yderligere fremstød. Det ser ud til, at en konsolidering nærmer sig. Indtil det sker, vil vi fortsætte vores egen vækst - også ved at bruge af pengekassen,” sagde Song Hu-song til investorerne om at bruge penge på at sænke priserne.
Har allerede sat priser ned
Om det direkte kan oversættes til prisfald på de biler, som Kia sælger i Danmark, melder historien ikke noget om. Men Kia har allerede sat priserne ned på modeller som EV3 og EV6. Og det kan være med til at presse priserne på den kommende mini-elbil EV2 (foto), der lanceres herhjemme i maj.






