Efter fire år med svingende salg stopper Nic. Christiansen Gruppen som importør af BYD. I stedet vil BYD selv importere biler - og måske sætte priserne ned.
Nic. Christiansen Gruppen, der er blandt Danmarks største bilimportører, er ude som importør af Kinas største bilmærke BYD. Skilsmissen kommer efter fire år med stærkt svingende salg og ikke mindst flere nye Kina-mærker, der har overhalet BYD på salget i Danmark.
“I dag tager vi nogle vigtige strategiske valg i Nic. Christiansen Gruppen. Konkret betyder det, at vi fremover fokuserer på forhandlerrollen for BYD igennem Autohuset Vestergaard, mens BYD selv overtager importen”, skriver adm. direktør for Nic. Christiansen Group Niels Bertelsen på sin LinkedIn profil torsdag aften.
“Ikke en defensiv handling”
I samme opslag uddyber Niels Bertelsen, at “det ikke er en defensiv handling”, men at “vi vil bruge vores investeringer, kompetencer og ledelseskraft dér, hvor vi ser de bedste muligheder for at skabe langsigtet værdi.”
Hvilkenbil arbejder på at få en kommentar fra Nic. Christiansen Gruppen om det afbrudte samarbejde med BYD.
NCG står dog ikke tilbage uden bilmærker i sin portefølje, men fortsætter med importen af bilmærker som Hyundai, Ford, Land Rover og Jaguar. I 2025 fik NCG også importen af de mindre kinesiske bilmærker Omoda, Jaecoo, Nio og Firefly, der dog kun sælger ganske få biler i Danmark.
Overhalet af Xpeng og BYD
Som Kinas største bilmærke og verdens sjettestørste bilproducent har der været anderledes store forventninger til BYD i Danmark.
Umiddelbart er forventningerne ikke indfriet: I 2023, det første hele år, hvor NCG importerede BYD til Danmark, nåede salget 465 biler. Året efter steg det til 2.782 biler, men faldt så i 2025 til 2.428 biler. Dermed måtte BYD se sig overhalet i Danmark af mindre kinesiske mærker som Xpeng og MG.

I de første otte måneder af 2026 har BYD solgt 2.048 biler. Men samtidig er afstanden op til Xpeng og MG øget, mens det nye Kina-mærke Zeekr blot har solgt 104 biler færre end BYD.
BYD følger kendt mønster
Det er usikkert, om BYD har været utilfredse med salget i Danmark. Til gengæld ligner forløbet, hvor man først indleder et samarbejde med en stærk, lokal importør om at opbygge kendskab, serviceorganisation og salg af BYD, hvorefter BYD opsiger samarbejdet og selv overtager importen det, der er sket i andre europæiske lande som Tyskland og Sverige.
Med egne importselskaber, der handler direkte med BYD’s fabrikker, er det også muligt for BYD at hæve fortjenesten eller sætte priserne ned. Måske også gøre begge dele på én gang.
“Nødvendigt” med bedre priser
Derfor spekuleres der i den danske bilbranche, om BYD snart sætter priserne ned i Danmark i et forsøg på at styrke salget.
Den danske brancheanalytiker René Tønder skriver i et opslag på LinkedIn, at det “bliver nødvendigt” for BYD at “finde nogle bedre priser til det danske marked”.
Rent strategisk kalder René Tønder det “fornuftigt”, at Nic. Christiansen Gruppen ikke længere skal sælge BYD.
BYD satser på Danmark
I et større perspektiv kan BYD’s overtagelse af importen i Danmark ses som en begyndende konsolidering af de i dag 20 kinesiske bilmærker, der i dag sælges på det danske marked. Et antal, som eksperter anser for at være så højt, at der ikke er plads til dem alle på den lange bane.
Med BYD’s overtagelse af importen i Danmark, viser det kinesiske bilmærke, at de satser på at være blandt de Kina-mærker, der kan overleve og trives i Danmark på længere sigt.






