Kinesiske Maxus stopper med at sælge person-elbiler i Danmark. Told gør bilerne for dyre. Mærket fortsætter med at sælge varebiler.
Maxus, et af de mindre kinesiske bilmærker i Danmark, kaster håndklædet i ringen og indstiller salget af personbiler i Danmark. Det samme sker i Norge. I stedet vil Maxus fremover fokusere på salg af varebiler.
Det er EU’s straftold på kinesisk fremstillede biler, der får Maxus til at indstille salget. EU har indført tolden for at kompensere for den statsstøtte, som ellers giver kinesisk fremstillede elbiler en “unfair konkurrencefordel” på det europæiske marked.
Sælger stadig lagerbiler
Faktisk har den danske Maxus-importør - norske RSA - for længst taget konsekvensen af EU-tolden. De person-elbiler - SUV’en Euniq 6 (foto) og MPV’en Euniq 6 - som Maxus p.t. sælger i Danmark, er alle lagerbiler. Og når lageret er solgt, kommer der ikke fabriksnye personbiler til Danmark.
I stedet vil Maxus fokusere på at sælge varebiler i Danmark, bekræfter salgschef Allan Hagelskjær overfor Hvilkenbil:
“Efter at have ligget stille i Danmark noget tid, er vi lige nu ved at genberegne priserne på vores varebiler. De er klar om kort tid. De fleste varebiler vil være elektriske, men vi har også et par modeller, der kører på diesel.”
Beskedent salg, stort underskud
Maxus er en del af den statsejede SAIC Motor-koncern, der er Kinas største, statsejede bilproducent med mærker som MG og IM. Det er særligt i Europa, at tolden slår Maxus’ personbiler ud, men andre steder i verden sælges de fortsat.
Herhjemme har salget da også været beskedent. I årets første 10 måneder er der blot solgt 24 Maxus på hvide plader ifølge bilstatistik.dk. Sidste år lå salget på 124 biler.

I Norge kæmper importøren RSA også med både salget og indtjeningen. Salget har ikke levet op til forventningerne, og RSA måtte sidste år notere et underskud på 284 millioner norske kroner, skriver bilnytt.no. Det svarer til 182 millioner kroner.
Gigant på hvide plader i 2026
Ikke desto mindre kommer Maxus til at sælge en enkelt hvidpladebil næste år. Til sommer kommer den store, elektriske pickup eTerron9 med dobbeltkabine og bagsæde. Prisen bliver 600.000 kroner, men så får man også en 5,5 meter lang gigant med 442 hk og firehjulstræk med plads til hele familien og mulighed for at trække de helt store trailere op til 3.500 kg.
Maxus vil fortsat levere reservedele og service på de person-elbiler, som mærket har solgt i Danmark.






