Moderne ‘yoke’ eller det halve bilrat vinder frem i flere biler. Men i Kina betragter myndighederne dem som farlige og vil have dem forbudt.
Elektronisk styring uden mekanisk kontakt mellem rat og forhjul giver bilproducenterne mulighed for at udforme det klassiske rat på nye måder. Tesla, Lexus (foto) og flere kinesiske mærker tilbyder allerede det såkaldte ‘yoke’ eller halve rat i flere bilmodeller.
Modsat det velkendte, runde rat, mangler et ‘yoke’ rat den øverste halvdel af ratkransen. Det gør det nemmere at se instrumenterne, og minder lidt om styretøjet i fly og formel 1-racerbiler.
Et halvt rat er farligt
Om det er smart er nok en smagssag, men hos de kinesiske myndigheder er begejstringen til at overse. Myndighederne mener, at et yoke-rat er farligt. Ikke bare fordi det kan være svært at betjene ved P-manøvrer og U-vendinger, men også ved kollisioner. Kineserne vurderer, at selv når airbaggen udløses i et yoke-rat, er beskyttelsen dårligere end med et traditionelt rat.
Ifølge CarNewsChina er Kinas ministerium for industri og informationsteknologi (MIIT) derfor på vej med nye sikkerhedsstandarder for bilers styretøj. Den nye standard inkluderer test af rattet i alle bilmodeller, som det rent fysisk ikke vil være muligt at udføre på et halvt yoke-rat.
I realiteten bliver det derfor umuligt at få godkendt et yoke-rat.
Kan få betydning i hele verden
Den nye sikkerhedsstandard ventes at træde i kraft fra 2027. Bilmodeller, der i dag er udstyret med et godkendt halvt rat, får yderligere 13 måneder til fremover at montere et godkendt rat.
Kina er verdens største bilmarked, og hvis yoke-rat de facto bliver forbudt her, kan det få samme betydning for biler, der sælges andre steder i verden. Alternativt skal bilproducenter tilbyde to forskellige rat-typer.
For nylig vedtog Kina et forbud mod skjulte, eldrevne dørhåndtag fra 2027. Her ventes alle bilproducenter at følge det kinesiske forbud og droppe de kontroversielle dørhåndtag, der vurderes at være skyld i adskillige dødsulykker verden over.





