Kinesiske BAIC, der bygger nye udgaver af den gamle Saab 9-5, vil købe et af ”tre mellemstore europæiske bilmærker” for at komme ind på det europæiske marked.
Nu kommer kineserne – og de har penge med. Kinesiske BAIC (Beijing Automotive Group), er på en regulær shoppetur i Europa, der skal munde ud i, at kineserne kommer hjem med et europæisk bilmærke i indkøbsvognen. Det skriver det sædvanligvis velunderrettede business-site, Bloomberg.
Formålet med indkøbsturen er at skyde genvej til det europæiske bilmarked med opkøb af en lokalt mærke, der allerede er anerkendt og etableret på kontinentet. Ifølge Bloomberg har kineserne udset sig ”tre mellemstore europæiske bilmærker”. BAIC har angiveligt også hyret en flok specialister fra en større, men unavngiven europæisk investeringsbank, der skal hjælpe med købet af ét af de tre bilmærker.
Når kinesiske BAIC leder efter et godt tilbud blandt de europæiske bilmærker netop nu, er det ikke tilfældigt. Krisen kradser nemlig ganske alvorligt i Europa, hvor mange bilmærker har overkapacitet på et marked, der bliver ved med at gå nedad.
Vi ønsker at købe et mellemstort bilmærke i Europa mens økonomien er dårlig, så vi kan bruge deres produktionskapacitet til at at ekspandere på det europæiske marked,” sagde chefen for BAIC’s nye, internationale udviklingsafdeling, Dong Haiyang, uden omsvøb på et pressemøde i lørdags.
BAIC lægger heller ikke skjul på, at ambitionerne er tårnhøje: I 2020 vil BAIC producere 400.000 biler om året til det europæiske bilmarked, og i 2025 skal de kinesiske biler have nået en kvalitet, der er ”verdensklasse”. Godt design skal også lokke kunder i butikken, og derfor har BAIC hyret den tidligere Ferrari-designer Leonardo Fioravanti til at føre pennen på de kommende Kina-biler til Europa.
Fioravanti, der efterhånden er 75 år gammel, har designet berømte Ferrari-modeller som Dion, Daytona og F40.
Opel, Seat eller Citroën på rygtebørsen
BAIC’s ligefremme udmelding om, at man er på opkøb i Europa, har naturligvis affødt en del rygter og spekulationer om, hvilke bilmærker kineserne vil forsøge at købe.
Med betegnelsen ”mellemstor” kan man straks udelukke VW og Ford. VWs spanske søstermærke Seat sælger ikke som VW ønsker det ude i Europa og kunne måske være en mulighed. Opel kunne være en anden selv om ejerne, amerikanske General Motors, stædigt holder ved og nu investerer i en omfattende model-offensiv. Endelig fattes den franske PSA-koncern penge, og her kunne man spekulere i, at Peugeot måske ville sælge Citroën, der har et særdeles godt navn i Kina.
Volvo, Jaguar og Land Rover er andre kandidater, men også her gælder det, at der – krise eller ej – måske ikke er den store interesse i at sælge til kineserne. I sidste ende kan to ting blive afgørende: Fortsætter det rekordlave salg i Europa, kan nogle bilmærker blive nødt til at skaffe penge . Og kommer kineserne med en tilstrækkelig stor pose penge, kan de ende med at få held med deres indiskrete shoppingtur i Europa.
BAIC har før bevist, at de ikke nøjes med at snakke, når de taler om at købe europæiske bilmodeller.
Hjemme i Kina sælger fabrikken modellen Senova, der er baseret på den forrige udgave af Saab 9-5, som BAIC har købt rettighederne til.
Læs mere: Saab 9-5 genopstår som kinesiske Senova