Københavns Kommune har vedtaget indførslen af en nulemissionszone for biler på Vesterbro. I praksis bliver kun elbiler lovlige, når zonen indføres.
Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune vedtog i aftes indførslen af en nulemissionszone på Indre Vesterbro. Med vedtagelsen forbydes alle køretøjer, der udleder CO2, at køre på Indre Vesterbro.
Nulemissionszonen rammer alle køretøjer med benzin- og dieselmotorer og vil i praksis kun tillade elbiler at køre i området. Brintbiler vil være også være tilladt, men dem er der meget få af, og der findes ikke længere offentlige brintstationer i Danmark.
Indføres i 2027
Selv om det nu er vedtaget at indføre Danmarks første nulemissionszone, skal vi formentlig ind i 2027 før den træder i kraft. Det sker formentlig i begyndelsen af 2027 for personbiler, hvorefter erhvervskøretøjer som varebiler og lastbiler følger efter i løbet af 2028.
Det forventes, at beboere i området får tilladelse til at køre i fossilbiler – i hvert fald i en periode.
Aarhus gør det også
Også i Danmarks næststørste by, Aarhus, er der nulemissionszoner på vej. Andre danske byer ventes at følge efter. Dermed er der lagt op til en ny udvikling, der vil få stor betydning for danskernes bilpark og nærmiljø.
“Nu ruller udviklingen for nulemissionszoner i de større byer, og de kommer til at være afgørende for udskiftningen af bilparken i Danmark. Det er vores vurdering, at nulemissionszonerne vil have effekt på bilsalget med det samme, fordi bilisterne gerne vil have en bil, der kan køre, hvor de ønsker – også om to eller tre år,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i brancheforeningen Mobility Denmark.
Kommunernes meldinger om nulemissionszoner kommer efter Folketingets lovvedtagelse i december 2024, der gav kommunerne mulighed for at indføre CO2-frie områder.
Sætter fart i omstilling
Nulemissionszoner vil ikke bare forbedre luftkvaliteten, men også sætte yderligere fart på den grønne omstilling. Mange danskere vil blive tilskyndet til at skifte til elbil, så de kan blive ved med at køre bil i deres lokalområde.
“Det er vores erfaring, at den grønne omstilling virkelig rykker, når der stilles tydelige krav og forventninger. Derfor er dette også en oplagt mulighed for at skubbe på elbiludviklingen i de enkelte kommuner. Vi forventer, at flere kommuner vil hoppe med på vognen, og at nulemissionszonerne vil blive et omdiskuteret emne i kommunalvalgkampen til november,” siger Mads Rørvig.
Mobility Denmark opfordrer dog kommunerne til at varsle indførsel af nulemissionszoner i god tid, så borgerne ikke presses ud i et akut bilskift.