Tidligere Volvo-designer skal gøre russiske Lada mere attraktiv. Inspirationen kommer fra Kia, der har øget salget ved at satse stort på et vellykket design.
Normalt forbinder vi Lada med grovmekanik pakket ind i et design, der får en Mærsk container til at ligne et aerodynamisk kunstværk. En populær model som offroaderen Niva, der stadig sælger pænt på hjemmemarkedet, har nu kørt næsten uændret i 37 år.
Men nu strømmer der andre og varmere vinde over de russiske stepper: Designet af Lada skal ikke bare opdateres, det skal tale til følelserne i en grad, så vi hiver både rubler og euro op af lommerne for at købe en Lada. Og ikke kun fordi den er billig, men fordi den ser godt ud.
Forbilledet er koreanske Kia. For få år siden var Kia en koreansk opkomling, man i bedste fald købte, fordi man havde råd til bilen. Så kom der 7 års garanti med i købet, hvilket har øget respekten omkring Kia og gjort mærket interessant for de mest snusfornuftige bilkøbere, der bare vil have et bil uden brok. Men Kias helt store gennembrud indtraf da Kia hyrede den tidligere Audi-designer Peter Schreyer til at føre pennen på modeller som Ceed, Sportage og Picanto. Schreyer har tilført Kia det ekstra der gør, at kun mærkesnobber ikke har Kia med i overvejelserne, når de kigger på biler fra hæderkronede mærker som VW, Ford og Toyota.
Ikke en Mr. hvem-som-helst
Den udvikling har de også fået øje på i russiske Togliatti, hvor Lada de sidste mange år har spyttet stadig færre biler ud fra fabrikshallerne. Manden, der skal løfte Lada-salget ved hjælp af en gennemgribende ansigtsløftning af Ladas design, er – som hos forbilledet Kia – hentet langt uden for landets grænser. Steve Mattin (billedet) hedder han, og som Schreyer er han ikke en Mr. hvem-som-helst inden for bildesign.
Den 48-årig englænder kommer fra en stilling som chefdesigner for Volvo. Her huserede han i fire år, og hvis du i dag synes at Volvo er gået fra hjemmesløjd-design til at levere nogle af de mest velskabte biler i dag, er det ikke mindst Steve Mattins bedrift. Mattin har nemlig været øverste design-ansvarlig på særdeles vellykkede Volvo-modeller som C30, XC60 og konceptudgaven af S60 – forløberen for Volvos nuværende S/V60 modelserie.
Mattins CV stopper langt fra her. Gennem 17 år arbejdede han som designer for Mercedes, hvor han havde blyanten med i designet af stjernesmukke sportsvogne som SL, SLK og SLR.
Hans vision for Lada er da også usædvanligt skarpt defineret og formuleret. Til branchebladet Automotive News forklarer Steve Mattin:
Hos Volvo var min rolle at give bilerne et mere attraktivt design. Jeg skal gøre nøjagtig det samme her hos Lada.”
Mattin ønsker at skabe et Lada-design, der ”ikke er overkompliceret, men indeholder en vis enkelhed”. Og så er han inspireret af de stærke modsætninger i Rusland:
Der er stærke kontraster mellem den lange, kolde vinter og den særdeles varme sommer. Der er modsætningen i hvordan rigdommen er fordelt mellem land og by, mellem den østlige og vestlige del af landet. De modsætninger vil jeg gerne prøve at fange med designet af de kommende Lada modeller,” siger Steve Mattin til Automotive News.
Første eksempel er sidste års Xray koncept, en kompakt firehjulstrækker, der kunne ligne en afløser for den mangeårige bestseller Niva. Ikke mindst fordi kompakte ”softroadere” er en særdeles populær bilklasse. Ikke blot i Rusland, hvor køberne sætter pris på en robust, højbenet bil, der kan tackle de hullede, russiske veje, men i resten af Europa, hvor crossover-feberen raser.
Steve Mattin fans må dog vente lidt endnu på den første Lada, der bærer designerens signatur: En produktionsklar Xray ventes ikke før 2016.