Nye ladehybrider er i virkelighedens verden stadig langtfra så grønne som hævdet, viser ny rapport. De er snarere ‘falske elbiler’.
“Ladehybrider er falske elbiler bygget til laboratorietest og skattefordele,” gentager det internationale analyseinstitut Transport & Environment (T&E).
Det Bruxelles-baserede institut har i samarbejde med det østrigske Technische Universität Graz testet tre af de nyeste plug-in-hybrider: BMW 330e, Peugeot 308 Hybrid 180 EAT8 og Renault Megane Sport Tourer E-Tech Plug-in hybrid.
Resultaterne er nedslående – testen viser, at BMW’en på en typisk 55 kilometer lang pendlerrute forurener tre gange mere, end de officielle måltal angiver. Efter den officielle WLTP-måling, som er den, der fastsætter, hvor meget CO2 bilerne udleder og beskattes efter, skulle BMW’en udlede 36 gram CO2 pr. kilometer. På den 55 kilometer lange pendlerrute er tallet 112 gram CO2/km.
Renaulten udleder i testen 50 gram CO2/km, dens officielle CO2-tal er 30 gram/km. Peugeoten udleder i testen 33 gram/km mod det officielle tal på 27 gram/km.
Konklusionen i indledningen er præcis samme konklusion som i den rapport fra Transport & Environment, som Hvilkenbil omtalte i efteråret 2020. Her var testbilerne plug-in-hybriderne Mitsubishi Outlander, BMW X5 og Volvo XC60 med en lige så klokkeklar konklusion.
Anbefaling: Fjern tilskuddet
Transport & Environment opfordrer lovgiverne til at ophæve de skattefordele, som ladehybrider nyder godt af.
“Regeringerne bør stoppe med at støtte disse biler med milliarder af skatteydernes penge,” siger Anna Krajinska, missionschef hos T&E.
I 2022 udgjorde ladehybrider 71 procent af firmabilssalget i EU, og forskning viser, at firmabilerne kører langt de fleste kilometer med benzinmotoren i gang, og at de sjældent bliver opladet.
Da de tre biler i Transport & Environments seneste rapport blev testet i bykørsel med tomt batteri, udledte de fem-syv gange så meget CO2 i forhold til WLTP-normen.
BMW 330e udledte 204 gram CO2/km, Peugeot 308 197 gram og Renault Megane 138 gram.
Mange firmaer, der udadtil har villet pudse deres miljøgrønne glorier og ikke mindst har benyttet sig af de skattefordele, som ladehybriderne har nydt godt af, har ikke læst grundigt nok på lektien og har måttet sande, at benzinregningerne er blevet betragteligt højere, end Excel-arkene viste, da firmabilerne blev anskaffet.
Transport & Environment oplyser, at i 2022 modtog alene BMW, Peugeot og Renault af EU-landenes regeringer 350 millioner euro (over 2,6 milliarder kroner) i statsstøtte for deres solgte ladehybrider.
Koster staten en milliard
I Danmark vurderede Skatteministeriet sidste år, at skatterabatten på ladehybrider i 2021 kostede den danske stat i omegnen af en milliard kroner. Det Økonomiske Råd, Vismændene, har flere gange anbefalet, at skatterabatten til ladehybriderne bør fjernes hurtigst muligt.
I den gældende lovgivning udfases tilskuddet ladehybriderne gradvist og er helt væk i 2030. Flere partier mener, at tilskuddet skal være helt udfaset allerede i 2026.