Ladehybrider er dyrest i service

ladehybrider

Ladehybrider er dyrest at få lavet service på. Derefter kommer benzin- og dieselbiler, der omtrent koster det samme. Elbiler er billigst.

Elbiler er klart billigere at servicere end ladehybrider, viser en gennemgang af prisen på over 50 service- og reparationsaftaler, som FDM har foretaget.

Den slår også fast, at elbiler er billigst, og at ladehybriderne er de dyreste at vedligeholde. Og midt imellem de to poler ligger de traditionelle benzin- og dieselbiler.

Mens benzin- og dieselbiler altså stort set koster det samme at servicere, så er elbilerne cirka 20 procent billigere end benzinbilerne, mens ladehybrider er cirka 15 procent dyrere at servicere.

Det er ikke så overraskende, vurderer Hvilkenbil.dk’s redaktør Jens Velling, der i næsten 25 år har fulgt bilbranchen tæt.

”Ladehybriden er den mest komplicerede biltype, fordi den både har en benzin- og en elmotor samt et avanceret batteri, der også kan lades op i et stik. De to drivlinjer skal spille sammen, og det kræver en masse avanceret teknik. Og jo mere teknik, desto mere skal serviceres, lige som flere dele i bilen kan gå i stykker,” siger Jens Velling.

Ifølge FDM er serviceaftalerne dyrest på ladehybriderne; i vores gennemsnit er de 15 procent dyrere end benzinbilerne, der er undersøgelsen udgangspunkt. Men mærker som BMW og Mercedes-Benz har samme pris på service for deres benzinbiler og ladehybrider, hvorimod mærker som Audi, Peugeot og Volkswagen har markant dyrere service på deres ladehybrider.

Høje priser ses også i de to store bilkoncerner PSA og Volkswagen, der producerer mærker som Citroën, Opel, Seat og Skoda.

Elbilerne er de billigste

FDM’s research dokumenterer desuden, at elbiler generelt har de laveste priser på en service- og reparationsaftale. I forhold til benzinbilerne er serviceaftalerne på elbilerne mellem 10 og 30 procent billigere, og det gør samlet elbilerne til den billigste biltype p.t.
Kun Hyundai Kona Electric har en serviceaftale, som er dyrere end benzin- og dieselbilerne. Alle øvrige elbiler i undersøgelsen er billigere end benzin- og dieselbilerne og plug-in-hybriderne.

Så det er ikke økonomien, der kommer til at bremse omstillingen til elektriske biler. Men set ud fra serviceomkostningerne skal man vælge den helt elektriske løsning for at spare på bilejerskabet.

Benzin og diesel er tæt

Service- og reparationsaftalerne for benzin- og dieselbiler koster stort set det samme med en forskel på kun fem indekspoint.

Det er lidt overraskende, mener Hvilkenbil.dk’s Jens Velling.

”Dieselbiler har ry for at være noget dyrere at servicere end biler med benzinmotor, men over de seneste år, er de to motortyper kommet tættere på hinanden og forskellen er ikke længere markant.”

Nogle bilmærker har lidt dyrere aftaler for dieselbiler. Det gælder bl.a. Volkswagen og dets søstermærker, skriver fdm.dk.

Hos Peugeot er dieselkontrakten billigere for 208-modellen, mens dieseludgaverne af 308 og 3008 er dyrere at servicere end tilsvarende benzinudgaver.

Hos Mercedes-Benz er der samme pris på service, mens de fleste andre mærker har aftaler, hvor dieselbilerne typisk er fem til ti procent dyrere end benzinbilerne.

FAKTA: Prisindeks for service- og reparationsaftaler

Benzinbil 100
Dieselbil 105
Ladehybrid 115
Elbil 80

Kilde: FDM

[email protected]

7 Kommentarer

  1. Man bør overveje grundigt om ens daglige kørselsbehov kan passe med en elbil.
    Der er mange penge at spare på det månedlige budget.
    Hvis man køber bil efter at man skal på ferie tre gange om året, ja så får man lov til at betale mange penge på det månedlige budget.

      • Jeps. Jeg gør det samme i min elbil. Det ændrer bare ikke på at det hyppigste spørgsmål fra fossilbilsejere er: “hvor langt går den på en opladning?” og “hvad gør du når du tager på ferie?”
        At spørgsmålene så som regel er ligegyldige når først du har en elbil er en anden snak.

  2. Vis mig lige en elbil, der kan klare familie med to store teenagere, ferieoppakning og 40 kilo labrador i bagagerummet, og en campingvogn på krogen ned gennem Europa.

    Jeg venter lige lidt, før jeg skifter min Passats 620L bagagerum og 2000 kg på krogen ud.

  3. En lang bilferie må kræve mere end 5 ugers ferie…
    Interessant så hurtigt vi har taget elbilerne til os. Uagtet at elbiler er en kæmpe miljøbelastning i fremstilling og i drift. CO2-belastningen gør, at elbilen skal køre meget langt og længe (på det første sæt batterier), før bilens “regnskab” går i nul. Det mest grønne ved en elbil er den daglige kørsel, men heller ikke mere grøn end den måde som strømmen er fremstillet på – husk det. Det totale regnskab for en elbil er ikke særligt grønt.
    Det er politisk besluttet, at elbilerne ER grønne. Fremtiden kan helt sikkert forbedre totalregnskabet.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here