Ford barberer 20.000 kroner af prisen på den kompakte elbil Puma Gen-e. Samtidig får den større batteri med over 400 kilometers rækkevidde.
Ford fisker i rørte vande efter at uroen i Mellemøsten har fået brændstofpriserne til at eksplodere og øget efterspørgslen på elbiler. Både den store el-SUV Capri og nu den mindre Puma Gen-e er sat ned med 20.000 kroner.
Dermed er det muligt at købe basis-udgaven af den elektriske Puma fra 210.000 kroner, hvilket gør den tilgængelig for flere danske bilkøbere. Også dem, der ønsker at skifte fra fossil til el for at reducere de aktuelt høje omkostninger til brændstof.
53 kilometer ekstra rækkevidde
Ford har endda endnu en nyhed i hånden, der gør Puma Gen-e mere relevant. Et nyt batteri øger kapaciteten fra 43 til 47 kWh, hvilket bringer rækkevidden op på 417 kilometer for den veludstyrede basisudgave Select.
Vil man have mere udstyr, får man det i Premium-udgaven med detaljer som B&O-lyd, 18-tommer alufælge, nøglefri adgang, el-bagklap og eksklusivt sædeindtræk. Prisen stiger til 225.000 kroner, mens rækkevidden reduceres en smule til 404 kilometer.
Klassens mest effektive
Med det nye batteri får Ford Puma Gen-e samme rækkevidde som oplagte konkurrenter som Citroën ë-C3 Aircross, Renault 4 og Peugeot E-2008. Vel at mærke med klassens mindste batteri. Puma Gen-e, der er en seks år gammel benzinbil ombygget til eldrift, er nemlig uhyre effektiv og presser teoretisk op til 8,8 kilometer ud af hver kWh i batteriet.

Her kan konkurrenterne ikke være med, og det gør den ellers kompakte og nu billige Puma Gen-e til en elbil, der også klarer længere ture. Også fordi den lynlader ganske hurtigt - 10-80 procent tager omkring 25 minutter ved vi fra vores test af bilen sidste år.
Kør uden hænder
Ford Puma Gen-e er også opgraderet med Fords avancerede BlueCruise-teknologi, der gør det muligt at køre uden brug af hænder på mere end 135.000 kilometer motorvej i 16 europæiske lande.
På disse strækninger kan man nøjes med at overvåge kørslen, mens BlueCruise-systemet selv sørger for at styre, accelerere og bremse. Danmark er et af de lande, hvor systemet er godkendt på langt de fleste motorvejsstrækninger, hvilket sikrer de danske kunder optimal udnyttelse af teknologien i hverdagen.
Det koster dog penge at bruge BlueCruise: Enten med en engangsbetaling på knapt 11.000 kroner eller på et måneds- eller årsabonnement til henholdsvis 190 kr. og 2.100 kroner.
Puma Gen-e fremstilles på Fords fabrik i Rumænien og leveres med fem år/100.000 kilometers garanti på bilen og otte års garanti/160.000 kilometer på batteriet.
De nye priser på Fords mindste elbil træder i kraft fra 1. april.





