To autostole svigtede så alvorligt i en crashtest, at FDM nu advarer mod både køb og brug. Har du allerede en af de livsfarlige autostole, bør du kontakte forhandleren.
En autostol skal holde barnet sikkert fast, hvis bilen kolliderer. Men i en ny test svigtede to autostole med potentielt livsfarlige konsekvenser.
Derfor udsender bilistklubben FDM straks en advarsel, selv om den samlede test af flere autostole først er klar om to uger.
Advarslen gælder Britax Römer Baby-Safe Pro + Vario Base 5Z til de mindste børn og Axkid Minikid Core til lidt større børn. Begge monteres bagudvendt i bilen og burde derfor være blandt de sikreste autostole. Men sådan forholder det sig ikke. Tværtimod er stolene livsfarlige viser crashtesten, der er udført af den tyske pendant til FDM, ADAC.
”Der er på begge autostole tale om meget alvorlige fejl på sikkerheden, som kunne være endt fatalt, hvis der havde været tale om virkelige uheld. Derfor reagerer vi med det samme og advarer mod køb og brug af de to stole,” siger FDM’s bilredaktør Karsten Meyland Lemche.
Testdukke blev kastet ud
Britax Römer-stolen er beregnet til børn op til cirka 18 måneder. I testens frontalkollision åbnede spændet på stolens indvendige seler. Dermed blev den 11 kilo tunge testdukke kastet ud af stolen.
Også Axkid Minikid Core svigtede i frontalkollisionen. Her klappede støttebenet helt sammen, mens spændet til stolens fempunktssele rev sig løs fra stolens skal.
Det fik bækkenet på den 23 kilo tunge testdukke til at blive slynget opad. Ifølge FDM ville det indebære en høj risiko for skader på et barn.
Axkid stopper salget
Axkid har stoppet salget af Minikid Core og tilbyder kunderne at få stolen ombyttet til modellen Minikid 4 Pro.

Britax Römer undersøger fortsat, hvorfor selespændet svigtede. Producenten vil først tage stilling til en eventuel tilbagekaldelse, udskiftning af spændet eller andre tiltag, når de tekniske undersøgelser er afsluttet.
FDM’s råd til ejere af begge stole er klart:
”Har man allerede købt en af de to autostole, anbefaler FDM, at man kontakter forhandleren og forsøger at få den byttet til en anden og sikker model. Det er et spørgsmål om sikkerhed, og den må man aldrig gå på kompromis med,” siger Karsten Meyland Lemche.
Tredje advarsel på et år
Ifølge FDM er det tredje gang inden for et år, at en crashtest afslører autostole med livsfarlige sikkerhedsfejl.
Selv om autostole generelt er blevet sikrere, viser resultaterne ifølge bilklubben, hvorfor der fortsat er brug for uvildige test fra europæiske bilklubber og forbrugerorganisationer.






