Må øge produktionen - ny Volvo ligner et hit

Volvo får flere ordrer på den nye elbil EX60 end forventet. Løsningen kan blive at inddrage en uges sommerferie på fabrikken for første gang nogensinde.

Det tikker ind med ordrer på Volvos store håb, den elektriske EX60. Også flere end forventet, fortæller Volvo.

Alene i Sverige har Volvo modtaget flere end 3.000 ordrer på EX60, som mærket selv kalder en ‘gamechanger’. 

Som den elektriske udgave af Volvos mest solgte bil nogensinde, SUV’en XC60, er EX60 udset til for alvor at føre Volvo ind i den elektriske tidsalder. 

Vil overgå BMW og Mercedes

Ambitionen er at overgå de bedste tyske konkurrenter som BMW iX3 og Mercedes GLC EQ. Netop BMW melder også om stor efterspørgsel på deres ‘Neue Klasse’ iX3.

Midlerne er omtrent de samme: Moderne 800 volt-teknologi med lynhurtig lynladning og rækkevidde på den gode side af 800 kilometer. I EX60’s tilfælde tilsat Volvos stilrene skandinaviske design og høje fokus på sikkerhed. EX60 skiller sig blandt andet ud ved at være en af de laveste SUV’ere i klassen, godt hjulpet af batterier, der er integreret i bilens gulv og chassis. Det gør gulvet og dermed bilen lavere end rivalerne.

Positivt problem

“At så mange kunder har bestilt EX60 i den første måned, er et positivt problem,” siger Volvos kommercielle direktør Erik Severinson.

Derfor overvejer Volvo nu, hvordan man kan efterkomme efterspørgslen og undgå lange leveringstider. Blandt idéerne er at inddrage en af sommerferieugerne på fabrikken i Torslanda. Det vil i givet fald være første gang i Volvos historie.

Mens Volvo EX60 kan konfigureres og bestilles nu - også i Danmark - starter produktionen først op i april. De første biler ventes leveret i Danmark i løbet af sommeren.

Efter Europa kommer Volvo EX60 også til USA senere i år. Det amerikanske marked er traditionelt blandt Volvos vigtigste. 

Hvilkenbil har allerede fået et førstehåndsindtryk af Volvo EX60 - læs mere om det her og se videoen herunder.


[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here