Maserati, Lancia og DS er truet af lukning

Maserati GranCabrio Folgore

14 mærker i Stellantis-butikken er for mange. Maserati, Lancia og DS risikerer lukning – eller i bedste fald at blive solgt.

Maserati, Lancia og DS underpræsterer voldsomt. Og da de tre ikke bidrager positivt til moderkoncernen Stellantis’ økonomi, skal de ikke føle sig sikre på at kunne fortsætte sejladsen. Så en lukning eller i bedste fald et salg kan blive konsekvensen.

Det er Stellantis-topchef Carlos Tavares’ klare budskab efter aflæggelsen af det seneste halvårsregnskab. Verdens fjerdestørste bilkoncern kan nemlig notere et voldsomt fald i nettoindtjeningen på 48 procent. 

Ganske vist giver bundlinje-plusset på 5,6 milliarder euro (knap 42 mia. kroner) ikke anledning til at at blæse i dommedagsbasunerne, men den markante nedgang kalder på mere rettidig omhu, og netop dét har Tavares vist sig at være eksponent for.

“Hvis ikke de laver penge, vil vi ikke tøve med at lukke dem,” sagde han til Bloomberg Television forleden.

Carlos Tavares var chef for PSA (Peugeot, Citroën, Opel, Vauxhall og DS Automobiles) frem til fusionen med FCA (Fiat Chrysler Automobiles) i 2021, hvor han overtog ansvaret for det nyetablerede Stellantis. Det var først og fremmest en fusion med volumen, men dele af begge skibe var ikke særligt sødygtige, så Tavares’ opgave har været at tætne hullerne og smide det gods overbord, som tynger det nye skib ned.

Hører Maserati hjemme hos Ferrari?
DS7
DS7.

Dét er så den proces, han er i gang med. For Maserati (billedet øverst) kan det betyde et salg, idet analytikere overfor bl.a. branchetidsskriftet Automotive News og nyhedsbureauet Reuters vurderer, at Stellantis bag linjerne allerede taler med Maseratis landsmand Ferrari om en overtagelse.

Hvis det bliver til noget, kommer Maserati ‘hjem til Ferrari’, der under Fiat-ejerskabet havde kontrollen med Maserati-butikken fra 1997 til 2005.

Samtidig vurderer flere analytikere, at Tavares ikke vil holde DS og Lancia flydende.

DS Automobiles blev i 2009 skabt som den eksklusive udgave af Citroën, sjovt nok med den lille DS3 som mærkets nok største succes. DS4, DS7 og DS9 tiltrækker ikke mange kunder, og efter fusionen i 2021 blev DS’ tiltænkte fokus drejet mod Kina. Hvilket ikke har været en succes.

Lancia Ypsilon
Lancia Ypsilon.

Endnu sløjere står det til med Lancia, der i flere år synes at have været på en håbløs mission trods mærkets historiske ry for at være den afslappede udgave af Alfa Romeo og bygge elegante premiumkøretøjer. Ypsilon, der dybest set er en Fiat Punto, er Lancias pt. eneste aktiv, og den kan dårligt nok beskrives som et aktiv.

Stellantis har internt i koncernen mærker, som mere eller mindre kannibaliserer på hinanden, og med dét, både Lancia og DS præsterer, er det dem, der hænger i de tyndeste tråde.

Stellantis-fokus på USA – koster det Chrysler livet?

Den forventede økse over Lancia og DS og det formodede salg af Maserati skal frigøre midler til at øge Stellantis’ fokus på det amerikanske marked. 

Da FCA stadig var en selvstændig butik, blev RAM skilt fra Dodge, og tanken var, at RAM skulle producere pickup-trucks og Dodge personbiler. 

Hjemme i USA har RAM-trucks vist sig nærmest at være en pengemaskine, hvorimod spørgsmålet er, om både Dodge og Chrysler overlever Tavaras’ effektivisering. I år er planen således at introducere både en ny RAM 1500 og en ny Dodge Charger i USA, så lige nu peger flaskehalsen på Chrysler som den, der går ned.

De 14 – og nummer 15?

I øjeblikket består Stellantis altså af de 14 mærker, som nævnes herunder. Men på den langsigtede, strategiske kurs er det såmænd ikke usandsynligt, at Tavares allerede tæller kinesiske Leapmotor med på sin liste.

Stellantis ejer 51 pct. af aktierne i Leapmotor, og de første biler fra kineserne rapporteres allerede på vej til ni lande i Europa.

Officielt tæller Stellantis-koncernen i dag følgende 14 mærker – i alfabetisk rækkefølge:

Abarth
Alfa Romeo
Chrysler
Citroën
Dodge
DS
Fiat
Jeep
Lancia
Maserati
Opel
Peugeot
RAM
Vauxhall

Af redaktionen

1 COMMENT

  1. Ja, chefen Tavares var i juni måned midt den største lønhop-skandale i årtier, der overbeviste han hovedaktionærgruppen om en ny lønpakke i milliardklassen til sig selv. Og nu skal pengene betales med frasalg og evt. lukninger.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here